§ 1
Ved loven tilstræbes en hensigtsmæssig anvendelse og udnyttelse af Danmarks undergrund og af dens naturforekomster.
Stk. 2.
Loven finder anvendelse på
1) forundersøgelse, efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, som ikke har været undergivet privatøkonomisk udnyttelse her i landet før den 23. februar 1932,
2) lagring i undergrunden af CO 2 på 100 kt eller derover, lagring i undergrunden af CO 2 på under 100 kt til andre formål end forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer, anden lagring end lagring af CO 2 i undergrunden og anvendelse af undergrunden til andre formål end indvinding af råstoffer,
3) lagring i undergrunden af CO 2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer,
4) videnskabelige undersøgelser af undergrunden af betydning for den under nr. 1 og 2 nævnte virksomhed og
5) beredskab vedrørende tilstødende olie- og naturgasrørledningsanlæg, separationsfaciliteter og terminalanlæg for råolie til sikring af samfundets forsyning af kulbrinter.
Stk. 3.
Loven gælder også i dansk territorialfarvand, dansk eksklusiv økonomisk zone og på dansk kontinentalsokkelområde.