§ 1
Loven finder anvendelse på apparater og radioudstyr, som bringes i omsætning og gøres tilgængelige på markedet, og på apparater, radioudstyr og faste anlæg, som tilsluttes og anvendes.
Stk. 2.
Radioudstyr er ikke omfattet af bestemmelser, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, jf. dog § 17, stk. 1, nr. 1.
Stk. 3.
Loven finder ikke anvendelse på politiets anvendelse af apparater, faste anlæg og radioudstyr med henblik på at forstyrre eller afbryde elektroniske kommunikationstjenester, der sker som led i indgreb foretaget i medfør af retsplejelovens § 791 c.
Stk. 4.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter nærmere regler om, at loven eller dele heraf ikke finder anvendelse på bestemte kategorier af apparater, faste anlæg og radioudstyr.
Stk. 5.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på apparater, faste anlæg og radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende forsvaret.
Stk. 6.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed eller statens aktiviteter inden for strafferetsplejen.
Stk. 7.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og vedkommende anden minister fastsætte nærmere regler om anvendelse af henholdsvis apparater, faste anlæg eller radioudstyr i forbindelse med aktiviteter som nævnt i stk. 5 og 6.