Lov om forsyning med teknisk vand

LOV nr 700 af 20/06/2025
Senest offentliggjort 2025-06-21
!
Navigér lovgivningen nemmere med professionelle værktøjer og intelligent søgeassistent.
Få adgang på mit.lovkompas.dk

Kapitel 1

Formål og definitioner

§ 1

Loven har til formål at medvirke til at beskytte vandforbrugerne økonomisk og at sikre kommuners mulighed for at udøve forsyning med teknisk vand på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Loven skal endvidere fremme anvendelsen af alternative vandkilder, herunder genbrug af renset spildevand, og derigennem aflaste drikkevandsressourcerne.

§ 2

I denne lov forstås ved følgende:
Forsyningsaktiviteter med teknisk vand: Indvinding, behandling, transport og levering af vand, der udelukkende foretages med henblik på anden anvendelse end drikkevand, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning m.v., og som sker med henblik på levering af vandet til en eller flere aftagere efter aftale.
Teknisk vand-selskab: En fysisk eller juridisk person, der udøver eller har til formål at udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand, og som ikke er et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Kommunalt teknisk vand-selskab: Et teknisk vand-selskab, som helt eller delvis og direkte eller indirekte er ejet af en eller flere kommuner.

Kapitel 2

Forsyningsvilkår

§ 3

Teknisk vand-selskaber aftaler vilkårene for forsyningsaktiviteter med teknisk vand med de enkelte aftagere.

Stk. 2.

Teknisk vand-selskaber skal indgå en skriftlig aftale med de enkelte aftagere. Aftalen skal omfatte vilkår om, at det leverede vand udelukkende aftages med henblik på anden anvendelse end drikkevand, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning m.v.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 finder også anvendelse for forsyningsaktiviteter med teknisk vand, som udøves af vandselskaber omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 5, og for forsyningsaktiviteter med teknisk vand, som udøves af vandselskaber omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, efter reglerne om vandselskabers tilknyttede virksomhed, jf. vandsektorlovens § 18.

Kapitel 3

Vandselskabers forhold til teknisk vand-selskaber

§ 4

Forsyningsaktiviteter med teknisk vand må ikke udøves i et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, eller et selskab, som er helt eller delvis og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Vandselskaber omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, eller selskaber, som helt eller delvis og direkte eller indirekte er ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, kan uanset stk. 1 udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand, som er lovlige efter reglerne om vandselskabers tilknyttede virksomhed, jf. vandsektorlovens § 18.

Kapitel 4

Organisering af kommunale forsyningsaktiviteter med teknisk vand

§ 5

En kommune kan alene eller sammen med andre aktører udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand med henblik på levering til aftagere inden for egen kommunegrænse, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

En kommune kan sammen med andre kommuner og eventuelle andre aktører udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand med henblik på levering til aftagere i de pågældende kommuner, hvis
de deltagende kommuner er geografisk tilstødende eller
de deltagende kommuner i fællesskab helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1.

Stk. 3.

En kommune kan alene eller sammen med andre aktører ud over de tilfælde, der er omfattet af stk. 1 og 2, udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand i andre kommuner, hvis disse forsyningsaktiviteter er fysisk sammenhængende med forsyningsaktiviteter med teknisk vand, som er omfattet af stk. 1 eller 2.

§ 6

En kommunes udøvelse af forsyningsaktiviteter med teknisk vand skal ske på kommercielle vilkår med kommunen som kapitalejer i et kapitalselskab, hvori der ikke må udøves andre aktiviteter end forsyningsaktiviteter med teknisk vand, jf. dog stk. 3 eller § 4.

Stk. 2.

En kommune skal give meddelelse til Vandsektortilsynet, når kommunen eller et kommunalt selskab etablerer eller helt eller delvis overtager et teknisk vand-selskab.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 1, § 5, stk. 2, i lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for forsyningsaktiviteter med teknisk vand varetages i et selvstændigt selskab, som også varetager servicefunktioner i forhold til opgaver forbundet med affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse og opgaver omfattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om gasforsyning, lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren og vandsektorloven.

Kapitel 5

Kommunal finansiering af forsyningsaktiviteter med teknisk vand

§ 7

En kommune eller et kommunalt selskab må ikke yde tilskud til eller stille lånegaranti for forsyningsaktiviteter med teknisk vand, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

En kommune eller et kommunalt selskab kan i forbindelse med etablering eller hel eller delvis overtagelse af et teknisk vand-selskab indskyde kapital.

Stk. 3.

Et kommunalt kapitalindskud efter stk. 2 skal på indskudstidspunktet som minimum modsvares af en tilsvarende kommunal ejerandel af teknisk vand-selskabet.

Stk. 4.

Beslutning om en kommunes eller et kommunalt selskabs kapitalindskud efter stk. 2 træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.

Stk. 5.

Udskilles forsyningsaktiviteter med teknisk vand fra et selskab eller fra et vandselskabs hovedvirksomhed, skal eksisterende kommunale lånegarantier til disse aktiviteter afvikles. Overgår et selskab til at være et teknisk vand-selskab, skal eksisterende kommunale lånegarantier til selskabets forsyningsaktiviteter med teknisk vand samtidig afvikles, jf. dog § 15, stk. 3.

Kapitel 6

Kommunal modregning

§ 8

Kommuner, der helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et teknisk vand-selskab, registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i det kommunale teknisk vand-selskab eller selskaber, der direkte eller indirekte ejer andele i et sådant selskab.

Stk. 2.

Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de selskaber, som berøres af den selskabsmæssige omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold i det selskab eller de selskaber, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget af, at selskabet eller selskaberne er omfattet af stk. 1.

Stk. 3.

Registrering efter stk. 1 skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.

Stk. 4.

Ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selvejende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsdatoen efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele.

Stk. 5.

Kommuner, der helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et teknisk vand-selskab, indberetter senest den 1. september hvert år til Vandsektortilsynet de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår.

Stk. 6.

Indberetning efter stk. 5 skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i det år, hvor der sker meddelelse i medfør af stk. 9. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar.

Stk. 7.

Kommuner kan ved indberetning efter stk. 5 fratrække
indskudskapital, som kommunen har indskudt i det pågældende teknisk vand-selskab, jf. § 7, stk. 2,
nettoprovenu og indskudskapital, som Forsyningstilsynet har godkendt eller fastsat i medfør af § 35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk. 9, 2. pkt., i lov om gasforsyning, og som for nettoprovenuets vedkommende har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i medfør af § 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og
beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, § 12, stk. 1, eller § 13, stk. 1 eller 6, i lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren, § 37, stk. 1, eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i medfør af § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, § 12, stk. 10, i lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren, § 37, stk. 10, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning.

Stk. 8.

Vandsektortilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 kan godkendes. Kan Vandsektortilsynet ikke godkende disse, fastsætter Vandsektortilsynet rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag. Vandsektortilsynet kan også fastsætte rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag i tilfælde, hvor en kommune har modtaget uddelinger fra eller vederlag ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1, men hvor kommunen ikke har foretaget indberetning efter stk. 5.

Stk. 9.

Vandsektortilsynet giver hvert år senest den 1. marts i året efter indberetningsfristen, jf. stk. 5, Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om de efter stk. 8 godkendte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning og med eventuelle fradrag efter stk. 7. Indenrigs- og Sundhedsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Overstiger beløbet efter 2. pkt. det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Indenrigs- og Sundhedsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i meddelelsesåret til den 1. juli året efter. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i meddelelsesåret.

Stk. 10.

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om registreringsfri selskabsmæssige omstruktureringer efter stk. 2.

§ 9

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indberetning efter § 8, stk. 5 og 6, og om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 8, stk. 1, 2, 5 og 6, herunder om indhentning af erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.

Kapitel 7

Tilsyn, oplysningspligt og behandling af oplysninger

§ 10

De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med overholdelsen af regler i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.

§ 11

Vandsektortilsynet kan påbyde teknisk vand-selskaber inden for en nærmere bestemt frist at indsende oplysninger og dokumenter, som er nødvendige for Vandsektortilsynets varetagelse af opgaver efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2.

Et påbud efter stk. 1 kan omfatte tilvejebringelse af nye nødvendige oplysninger.

§ 12

Myndigheder, som er tillagt opgaver efter loven, og myndigheder, som tillægges opgaver efter regler udstedt i medfør af loven, kan behandle, herunder indhente, opbevare og videregive, oplysninger til brug for deres opgaver og tilrettelæggelsen heraf.

Kapitel 8

Gebyrer for Vandsektortilsynets opgavevaretagelse

§ 13

Omkostninger forbundet med Vandsektortilsynets drift og opgavevaretagelse efter § 8, stk. 8 og 9, § 11 og regler udstedt i medfør af § 9 betales af de kommunale teknisk vand-selskaber, som er omfattet af Vandsektortilsynets opgavevaretagelse efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af Vandsektortilsynets omkostninger efter stk. 1.

Kapitel 9

Straf

§ 14

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
undlader at foretage registrering, jf. § 8, stk. 1,
undlader at foretage indberetning, jf. § 8, stk. 5, eller
undlader at efterkomme påbud om at indsende oplysninger eller dokumenter, jf. § 11.

Stk. 2.

I forskrifter, som udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 15

Loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2.

§§ 3-6 finder til og med den 31. december 2026 ikke anvendelse for selskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver forsyningsaktiviteter med teknisk vand. For sådanne selskaber finder de hidtil gældende regler anvendelse. §§ 3-6 finder dog anvendelse for nye aktiviteter, som påbegyndes i selskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver forsyningsaktiviteter med teknisk vand.

Stk. 3.

Eksisterende kommunale lånegarantier til forsyningsaktiviteter med teknisk vand i selskaber, som ved lovens ikrafttræden overgår til at være teknisk vand-selskaber, skal være afviklet senest den 31. december 2026.

Stk. 4.

En kommune skal give meddelelse til Vandsektortilsynet, hvis kommunen eller et kommunalt selskab ejer et selskab, som ved lovens ikrafttræden overgår til at være et teknisk vand-selskab.

Kapitel 11

Ændringer i anden lovgivning

§ 16

I vandsektorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 6. marts 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 132 af 16. februar 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 8, nr. 3, indsættes efter »drikkevand«: », jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning m.v.,«.

2. I § 19, stk. 2, indsættes efter »bestemmelse«: », § 4 i lov om forsyning med teknisk vand«, efter »lov om varmeforsyning« indsættes: », lov om forsyning med teknisk vand«, og »lov om naturgasforsyning« ændres til: »lov om gasforsyning«.

§ 17

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 898 af 21. juni 2022 og senest ved § 35 i lov nr. 468 af 14. maj 2025, foretages følgende ændring:

1. I § 49 b, stk. 2, indsættes efter »vand- og spildevandsforsyningsaktiviteter,«: »forsyningsaktiviteter med teknisk vand,«.

§ 18

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 28. oktober 2024, som ændret ved § 2 i lov nr. 668 af 11. juni 2024, § 38 i lov nr. 468 af 14. maj 2025 og § 4 i lov nr. 560 af 27. maj 2025, foretages følgende ændring:

1. § 3 affattes således:
§ 3. I denne lov forstås ved følgende:
1) Grundvand: Vand, som gennem brønde, boringer eller kildevæld indvindes eller kan indvindes fra undergrunden.
2) Overfladevand: Vand i vandløb, herunder søer, damme, kanaler, rørlagte vandløb og drænledninger.
3) Drikkevand:
a) Alle former for vand, der enten ubehandlet eller efter behandling er beregnet til drikkebrug, madlavning, fødevaretilberedning eller andre husholdningsformål i både offentlige og private ejendomme, uanset vandets oprindelse, og uanset om det leveres gennem distributionsnet eller leveres fra tankvogn eller tankskib.
b) Alle former for vand, der anvendes i fødevarevirksomheder til fremstilling, behandling, konservering eller markedsføring af produkter eller stoffer bestemt til konsum.
c) Alle former for vand, der anvendes til fremstilling af lægemidler eller andre produkter, hvortil der stilles særlige sundhedsmæssige krav til vandet.
4) Almen vandforsyning: Den person eller juridiske enhed, der ejer et eller flere vandforsyningsanlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme hver, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Et teknisk vand-selskab, jf. § 2, nr. 2, i lov om forsyning med teknisk vand, anses ikke for en almen vandforsyning i medfør af denne lov.

§ 19

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021, som ændret bl.a. ved § 33 i lov nr. 1647 af 30. december 2024 og senest ved § 16 i lov nr. 562 af 27. maj 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »lov om kommuners afståelse af vandselskaber«: »og § 8, stk. 9, i lov om forsyning med teknisk vand«.

2. I § 15, stk. 4, 3. pkt., udgår »med social- og indenrigsministerens godkendelse«.

§ 20

I lov om kommuners afståelse af vandselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 17. september 2024, som ændret ved § 5 i lov nr. 132 af 16. februar 2016 og § 35 i lov nr. 1647 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1 og 2, indsættes efter »i medfør af«: »§ 8, stk. 1, i lov om forsyning med teknisk vand,«.

2. To steder i § 4, stk. 3, ændres »lov om naturgasforsyning« til: »lov om gasforsyning«.

3. I § 4, stk. 3, indsættes som 4. pkt.:
En kommune kan endvidere ved indberetningen efter stk. 1 fratrække indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med teknisk vand.

§ 21

I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 2. februar 2024, som ændret senest ved § 22 i lov nr. 468 af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 23 l, stk. 8, nr. 1, ændres »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og« til: »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,«.

2. I § 23 l, stk. 8, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
2) indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med teknisk vand, og
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

§ 22

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24. oktober 2023, som ændret senest ved § 25 i lov nr. 468 af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 37, stk. 8, nr. 1, ændres »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og« til: »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,«.

2. I § 37, stk. 8, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
2) indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med teknisk vand, og
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

§ 23

I lov nr. 1647 af 30. december 2024 om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, som ændret ved § 40 i lov nr. 468 af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 12, stk. 7, nr. 1, ændres »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og« til: »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,«.

2. I § 12, stk. 7, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
2) indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med teknisk vand, og
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

Kapitel 12

Territorialbestemmelse

§ 24

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.