§ 1
Danmarks nationale statistikmyndighed er Danmarks Statistik. Danmarks Statistik er en fagligt uafhængig statslig myndighed, som hører under økonomi- og indenrigsministeren.
Stk. 2.
Danmarks Statistik varetager følgende opgaver:
1) Udvikling, indsamling, udarbejdelse og formidling af statistiske oplysninger vedrørende samfundsforhold,
2) udarbejdelse af statistiske ydelser på begæring af ministerier, kommunalbestyrelser, regionsråd og andre offentlige myndigheder og institutioner til brug for lovgivning, analyse og administration mod anvisning af finansiering,
3) ledelse af eller medvirken ved indretning og benyttelse af de offentlige myndigheders og institutioners registre, som kan anvendes til statistiske formål,
4) samordning af den officielle offentligt producerede statistik,
5) statistikfaglige interesser i forbindelse med offentlige digitaliseringstiltag og
6) opgaver vedrørende internationalt statistisk samarbejde.
Stk. 3.
Danmarks Statistik kan ud over de opgaver, der er omtalt i stk. 2,
1) udarbejde statistiske analyser og prognoser,
2) bistå udvalg og kommissioner i statistiske spørgsmål,
3) indsamle og kvalitetssikre oplysninger og stille disse til rådighed for offentlige myndigheder og institutioner som databehandler for andre dataansvarlige offentlige myndigheder og institutioner,
4) stille data til rådighed for statistisk analyse og videnskabelige formål og
5) drive indtægtsdækket og tilskudsfinansieret virksomhed på grundlag af institutionens statistiske produktion og afledte aktiviteter, jf. Finansministeriets budgetvejledning.
Stk. 4.
Offentlige myndigheder eller institutioner, der forbereder indsamling og bearbejdning af statistiske oplysninger, skal underrette Danmarks Statistik herom med henblik på samordning.