§ 1
Studerende ved videregående uddannelser har efter ansøgning ret til rabat ved køb af personlige periodekort til daglig befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik. Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at anden kollektiv persontrafik er omfattet af 1. pkt. Uddannelses- og forskningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvornår der er tale om daglig befordring, og at 1. pkt. gælder for befordring til og fra udlandet.
Stk. 2.
Retten til rabat ved køb af personlige periodekort omfatter ikke befordring i form af individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede.
Stk. 3.
Retten til rabat ved køb af personlige periodekort omfatter måneder, hvor den studerende er indskrevet på og gennemgår uddannelse, der giver ret til statens uddannelsesstøtte, jf. SU-lovens § 15.
Stk. 4.
Retten til rabat gælder ikke, når den studerende samtidig får befordringsgodtgørelse i henhold til andre regler.
Stk. 5.
Retten til rabat gælder ikke, når den studerende er i lønnet praktik.