§ 1
Lønmodtagere og personer med anden erhvervsindtægt end lønindtægt, der er født før den 1. januar 1959, kan få delpension, hvis de nedsætter deres arbejdstid. Delpensionsalderen er 60 år.
Stk. 2.
Delpensionsalderen er dog
1) 60½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954,
2) 61 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954,
3) 61½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955,
4) 62 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955,
5) 62½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956, og
6) 63 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958.
Stk. 3.
Delpension udbetales sidste gang for den måned, hvori modtageren når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, eller ved pågældendes død.
Stk. 4.
Delpension kan enten udbetales sammen med lønindtægt eller sammen med anden erhvervsindtægt end lønindtægt.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om fravigelse af stk. 4.
Stk. 6.
For personer med anden erhvervsindtægt end lønindtægt fastsætter beskæftigelsesministeren regler om arbejde før og efter overgang til delpension, om opgørelse af arbejdstid, om opgørelse af indtægt før og efter overgang til delpension og kan herunder fravige §§ 2-4 d.
Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om optagelse og genindtræden i delpensionsordningen samt om beregning m.v. af delpension for personer, som modtager plejevederlag efter kapitel 23 i lov om social service.
§ 2
Retten til delpension for lønmodtagere er betinget af,
1) at modtageren arbejder her i landet eller på dansk skib,
2) at modtageren har fast bopæl her i landet,
3) at der for modtageren inden for de seneste 20 år før overgang til delpension er indbetalt bidrag til ATP som beskæftiget, der svarer til mindst 10 års fuldt bidrag for en fuldtidsbeskæftiget,
4) at modtageren inden for de sidste 24 måneder før overgangen til delpension har arbejdet svarende til gennemsnitligt 30 timer om ugen i 18 måneder som lønmodtager her i landet eller på dansk skib, og
5) at modtageren på tilkendelsestidspunktet ikke har opnået eller udnyttet retten til at få udstedt et efterlønsbevis efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og
6) at modtageren har fået foretaget en opgørelse over pensionsformuen.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af reglen i stk. 1, nr. 2.
§ 4a
Der foretages nedsættelse af delpensionen på grund af opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra c-f. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger. Der foretages dog ikke nedsættelse af delpensionen som følge af udbetaling af pension udbetalt efter lovgivningen i en anden EU/EØS-medlemsstat og omfattet af og beregnet efter forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger samt for samordnet pension i henhold til indgået overenskomst med et andet land.
Stk. 2.
Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder, kort tid før personen når delpensionsalderen. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra delpensionsalderen. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren. Reglerne om redegørelse for indeholdelsen efter skattekontrollovens § 8 B, stk. 1 og 2, § 8 F, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3.
Ved indberetning af depotet, jf. stk. 2, 3. pkt., af aldersforsikring efter pensionsbeskatningslovens § 10 A, aldersopsparing efter pensionsbeskatningslovens § 12 A og supplerende engangssum efter pensionsbeskatningslovens § 29 A skal pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. foretage en bruttoficering af depotet, jf. dog 3. pkt. Den del af ordningen, som hidrører fra indbetalinger, der forfaldt efter den 31. december 1979, og afkast, der vedrører tiden efter denne dag, bruttoficeres ved at dividere depotværdien af denne del med 0,627, mens resten bruttoficeres ved at dividere med 0,767, jf. dog 3. pkt. Den del af ordningen, som hidrører fra en arbejdstagers egne indbetalinger før den 1. januar 1972, og afkastet heraf bruttoficeres ikke. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for LD-aldersopsparing efter § 2 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Stk. 4.
Ved behandling af ansøgningen om delpension indhenter Udbetaling Danmark oplysninger fra told- og skatteforvaltningen om ansøgerens pensionsordninger og opgør den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger på tidspunktet før delpensionsalderen. Opgørelsen foretages på grundlag af oplysninger, jf. stk. 2, om de i stk. 1, 1. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af ansøgeren om værdien af pensionsopsparingen, umiddelbart før personen når delpensionsalderen, af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser ansøgeren en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra delpensionsalderen. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Ansøgeren har endvidere pligt til over for Udbetaling Danmark at erklære, om oplysningerne, der er indberettet efter stk. 2, er fyldestgørende.
Stk. 5.
For personer, der overgår til delpension tidligere end 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, nedsættes delpensionen for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger. Nedsættelsen foretages med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 2, 2. pkt., og stk. 4, 3. pkt. For alle øvrige ordninger beregner Udbetaling Danmark en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Delpensionen nedsættes i hele delpensionsperioden med 60 pct. af det beregnede beløb, der overstiger et fradragsbeløb på 14.200 kr. årligt (2012-niveau), jf. dog stk. 9. Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i delpensionsperioden, jf. dog stk. 8.
Stk. 6.
En person, der overgår til delpension tidligere end 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, og som efter delpensionsalderen indbetaler på en pensionsordning efter § 15 A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 5. Udbetaling Danmark har pligt til at foretage nedsættelse af delpensionen efter stk. 5 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for personer, der er omfattet af stk. 9.
Stk. 7.
Ved indbetaling efter delpensionsalderen på en pensionsordning efter § 15 A i pensionsbeskatningsloven har pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til folkepensionsalderen, jf. lov om social pension. Principperne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personer, der modtager delpension, har en tilsvarende pligt over for Udbetaling Danmark til at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.
Stk. 8.
For alle, der overgår til delpension, medfører løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af delpensionen fra det tidspunkt, hvor den kommer til udbetaling i delpensionsperioden. Nedsættelsen sker med 45 pct. af det udbetalte pensionsbeløb, jf. dog stk. 10.
Stk. 9.
For personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 31. december 1958, foretages nedsættelsen for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 5. For alle øvrige ordninger beregner Udbetaling Danmark en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 5. Delpensionen nedsættes i hele delpensionsperioden med 80 pct. af det beregnede beløb.
Stk. 10.
For personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 31. december 1958, medfører løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et ansættelsesforhold, uanset stk. 9 nedsættelse af delpensionen fra det tidspunkt, hvor den kommer til udbetaling. Nedsættelsen sker med 64 pct. af det udbetalte pensionsbeløb.
Stk. 11.
Beregningen af delpension tager udgangspunkt i et årligt basisbeløb svarende til 82 pct. af sygedagpengenes højeste beløb, jf. § 4, stk. 1. Beløbet beregnet efter stk. 5, 6 og 8-10 fratrækkes i basisbeløbet for delpension, hvorved det individuelle basisbeløb for den enkelte ansøger fremkommer. Den årlige delpension udgør 1/37 af det individuelle basisbeløb for hver hele time, den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid nedsættes.
Stk. 12.
Fradragsbeløbet efter stk. 5 reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 100.
Stk. 13.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af delpension på grund af pensionsopsparing.
Stk. 14.
Erhvervs- og vækstministeren kan, jf. § 74 j, stk. 14, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., fastsætte nærmere regler om beregningsforudsætninger med hensyn til nedsættelse af delpension på grund af pensionsopsparing.
§ 16a
For personer, der modtager delpension, kan der efter modtagerens ønske indbetales ATP-bidrag, jf. § 2 b i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 2.
ATP-bidraget udgør en forholdsmæssig del af det efter § 15, stk. 1, sammenholdt med § 2 b, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsatte bidrag, jf. dog stk. 4. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner størrelsen af bidraget for hver time, der udbetales delpension for.
Stk. 3.
For personer, der modtager delpension, kan der ikke indbetales bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvis delpensionen månedsvis udgør mindre end 1.000 kr.
Stk. 4.
Modtageren af delpension betaler halvdelen af bidraget, mens den anden halvdel betales af Udbetaling Danmark. Hver bidragsandel for en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Stk. 5.
ATP-bidraget fra modtageren af delpension indeholdes månedsvis ved udbetalingen af delpensionen.
Stk. 6.
Staten afholder Udbetaling Danmarks udgifter til ATP-bidrag efter denne lov.
Stk. 7.
De nærmere regler om bidragsbetaling efter stk. 1-5, herunder betingelser for ophør af bidragsbetaling, fastsættes af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.