Søloven

Bekendtgørelse af søloven

LBK nr 856 af 01/07/2010

Senest offentliggjort 2010-07-06

Senest ændret 2013-06-13

Denne lov er historisk. Den er blevet ophævet eller erstattet af nyere lov.

Herved bekendtgøres søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004 med de ændringer, der følger af lov nr. 228 af 21. april 1999, lov nr. 1172 af 19. december 2003, lov nr. 599 af 24. juni 2005, § 1 i lov nr. 526 af 7. juni 2006, § 39 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 13 i lov nr. 1563 af 20. december 2006, § 3 i lov nr. 349 af 18. april 2007, § 45 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, § 14 i lov nr. 507 af 17. juni 2008 og § 5 i lov nr. 493 af 12. maj 2010.

De ændringer, der følger af § 1, nr. 2, 30, 34, 40 og 42 samt §§ 189-190, som affattet ved § 1, nr. 5 i lov nr. 599 af 24. juni 2005 om ændring af søloven, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren, jf. § 2 i lov nr. 599 af 24. juni 2005.

De ændringer, der følger af § 1, nr. 2-17, 19-22 og 26, §§ 39 a-39 c og § 39 d, stk. 1 og 2, som affattet ved § 1, nr. 18 og §§ 46 a-46 b, som affattet ved § 1, nr. 23 i lov nr. 526 af 7. juni 2006 om ændring af søloven og forskellige andre love, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren, jf. § 5, stk. 1 i lov nr. 526 af 7. juni 2006.

De ændringer, der følger af § 13, nr. 1 og 2, i lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v., er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren, jf. § 10 i lov nr. 1563 af 20. december 2006.

Kapitel 1

Om skibe

§ 1

For at et skib kan anses som dansk og sejle under dansk flag, må dets ejer være dansk.

Stk. 2.

Som dansk ejer anses

a) danske statsborgere,

b) danske statsinstitutioner og kommuner,

c) stiftelser og foreninger, hvis ledelse udelukkende består af danske statsborgere, der er bosat her i riget,

d) partrederier, hvoraf mindst to tredjedele ejes af danske statsborgere, og hvis bestyrende reder er dansk og har bopæl her i riget,

Ved kongelig resolution kan der meddeles tilladelse til, at skibe, der går i fart på oversøiske havne, som nationalitetsmærke fører dansk splitflag med et foreskrevet særligt mærke. Tilladelsen kan til enhver tid kaldes tilbage. Endvidere kan der ved kongelig resolution fastsættes nærmere bestemmelser, hvorefter skibe, der går i postfart for staten, kan føre et særligt postflag.

Kapitel 2

Stk. 3.

Er et skib erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af § 2, skal panterettigheder, der er anført i den i stk. 1 omhandlede udslettelsesattest, eller hvis eksistens godtgøres af panthaveren, og som opfylder betingelserne i § 74, overføres til skibsregistret samtidig med skibets registrering. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler herom.

Ændringer i det registrerede

§ 16

Enhver ændring i de oplysninger, som er meddelt til skibsregistret, skal anmeldes inden 30 dage efter, at ændringen er indtrådt. Skibsregistrator kan forlænge denne frist.

Stk. 2.

Anmeldelse skal ske til skibsregistrator.

Stk. 3.

Anmeldelsespligten påhviler ejeren. Ved ændringer i adkomstforholdene påhviler pligten både overdrageren og erhververen.

Stk. 4.

Den, der ved betinget adkomst erhverver ret til skibet, anses i forhold til det offentlige som ejer.

Stk. 5.

Overtagelse til privat skifte anses som en ændring i adkomstforholdene. Det samme gælder ved hensidden i uskiftet bo, for så vidt angår skibe, som den afdøde ægtefælle var registreret ejer af.

Stk. 6.

Påbegyndelse af konkursbehandling, offentligt skifte og bobestyrerbehandling af dødsboer anses ikke for en ændring af adkomstforholdene, men det påhviler henholdsvis kurator, skifteretten eller bobestyreren straks at sende meddelelse herom til skibsregistrator.

Udslettelse af skib fra skibsregistret

§ 21

Et skib udslettes ikke af skibsregistret, selv om det ved ommåling ansættes til en mindre bruttotonnage end 5.

Bareboatregistrering

§ 22

Et handelsskib, der ikke efter § 1 eller § 2 kan anses som dansk, og som bareboatbefragtes af en reder, der efter § 1 eller § 2 kan anses for at være dansk, kan af befragteren anmeldes til optagelse i skibsregistret. Skibet kan optages for en periode på op til 5 år. Skibsregistrator kan efter skriftlig anmodning fra befragteren forlænge denne periode med op til 1 år ad gangen.

Stk. 2.

Et skib, der er optaget efter stk. 1, sidestilles med et dansk skib, er berettiget til at føre dansk flag og er undergivet dansk ret.

Stk. 3.

Der kan ikke registreres panterettigheder eller andre rettigheder i et skib, der optages efter stk. 1.

Stk. 4.

Det er en betingelse for optagelse i skibsregistret, at der vedlægges en attest fra den udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet har ret til at føre et andet nationalitetsflag i befragtningsperioden.

§ 23

Et skib, der er registreret efter § 22, udslettes af registret, når

1) befragtningsaftalen ophører,

Reglerne i § 3 og § 5, stk. 2-6, finder ikke anvendelse på et dansk skib, der midlertidigt fører et andet nationalitetsflag end det danske.

§ 27

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om, hvilke bevisligheder der skal forelægges ved bareboatregistrering af skibe.

Præklusion m.v.

§ 41

Såfremt det gøres gældende, at en ret over et skib, som er indført i eller anmeldt til skibsregistret, er stiftet, forandret eller bragt til ophør, og denne påstand vel kan sandsynliggøres, men dog ikke bevises, kan skibsregistrator, eventuelt mod sikkerhedsstillelse, indkalde de personer, som måtte have interesse i at modsætte sig registreringen eller udslettelsen.

Stk. 2.

Indkaldelsen sker én gang i Statstidende i et nummer, der udkommer den første hverdag i en måned. Varslet er mindst 4 uger fra kundgørelsen. Der sendes så vidt muligt særskilt meddelelse i anbefalet brev til dem, der ifølge foreliggende oplysninger måtte have interesse heri. Efter skibsregistrators bestemmelse kan der endvidere foretages indkaldelse af de interesserede i et udbredt dagblad eller på anden hensigtsmæssig måde. Omkostningerne ved indkaldelsen afholdes af den, der har fremsat begæringen.

Stk. 3.

Fremkommer der ingen indsigelse mod påstanden, afgør skibsregistrator sagen i overensstemmelse med påstanden.

§ 42

Hvis der i løbet af 10 år ikke er modtaget efterretninger om et skib, som er indført i skibsregistret eller fartøjsfortegnelsen, og det må antages, at det ikke længere eksisterer, kan skibsregistrator bestemme, at skibet udslettes af registret eller fartøjsfortegnelsen. Skibsregistrator kan dog bestemme, at udslettelsen først skal ske efter indkaldelse i overensstemmelse med de i § 41 fastsatte regler.

Andre ændringer i en panterets vilkår eller virken behøver ikke nævnte berettigedes samtykke. Vedtagelser i modsat retning er ugyldige.

Søpanteret og andre rettigheder i skib

§ 51

Følgende fordringer er sikret ved søpanteret i skibet:

1) Hyre og anden godtgørelse, som tilkommer skibsføreren og andre medlemmer af besætningen i anledning af deres tjeneste om bord.

2) Havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter.

§ 61

Følgende fordringer er sikret ved søpanteret i ladning:

(Ubenyttede)

Forskellige bestemmelser

§ 71

Ved overdragelse eller anden overgang af en fordring, der er sikret ved søpanteret, overgår søpanteretten til den nye fordringshaver.

§ 72

Søpanteret omfatter ikke krav på erstatning for tab af eller skade på skib eller ladning. Dette gælder også krav ifølge forsikringsaftale.

§ 73

Søgsmål til fyldestgørelse af søpanteret i skib kan anlægges mod pantets ejer eller mod skibsføreren.

Stk. 2.

Søgsmål til fyldestgørelse af søpanteret i ladning kan anlægges mod skibsføreren. Rederen eller den, til hvem rederen har overladt skibet til brug i søfart for egen regning, kan dog ikke anlægge sådant søgsmål mod skibsføreren.

§ 74

Panteret i et udenlandsk skib anerkendes som gyldig her i riget, såfremt

1) panteretten er stiftet og registreret i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor skibet er registreret,

2) registret og de dokumenter, der skal opbevares, er offentligt tilgængelige og udskrifter af registret og genpart af disse dokumenter kan fås i registret samt

3) registret eller de nævnte dokumenter indeholder oplysning om

a) panthaverens navn og adresse eller om, at pantebrevet er udstedt til ihændehaver,

b) størrelsen af det beløb, som panteretten skal sikre, og

(Ubenyttede)

Kapitel 4

Om arrest i skib

§ 91

Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende årsager:

1) Skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde,

2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,

3) bjærgning,

4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib,

5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et skib,

6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,

7) almindeligt havari,

8) bodmeri,

9) bugsering,

10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,

11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,

12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning,

13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,

14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller ejerens regning,

Ved arrest, der støttes på de i § 91, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.

§ 96

Bestemmelserne om arrest i retsplejeloven finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

§ 97-100

(Ubenyttede)

Kapitel 5

Partrederiets fordringshavere kan for så vidt angår forpligtelser, som påhvilede rederiet ved overgangen, alene holde den tidligere partreder ansvarlig. For rederiforpligtelser, der er stiftet efter overgangen, er kun erhververen ansvarlig. Er overgangen ikke anmeldt til skibsregisteret, er dog også den tidligere partreder ansvarlig over for tredjemand, der har indgået aftale med rederiet uden at kende eller burde kende overgangen.

§ 116

Den eller de partredere, som ejer mere end en halvpart i skibet, kan beslutte partrederiets opløsning. Endvidere kan en partreder med 6 måneders skriftligt varsel til medrederne kræve rederiet opløst.

Stk. 2.

Enhver af partrederne kan uden varsel forlange rederiet opløst,

1) når skibet uden dennes skyld eller samtykke mister retten til at føre dansk flag og denne ret ikke generhverves ved udløsning ifølge stk. 3,

2) når den bestyrende reder er blevet afskediget i medfør af § 109, 2. pkt.,

3) når en medreders bo er taget under konkursbehandling, når denne har standset sine betalinger eller har erklæret sig ude af stand til at opfylde sine forpligtelser,

Om ansvarsbegrænsning efter reglerne i Londonkonventionen af 1976, som ændret ved 1996-protokollen hertil (1996-protokollen)

§ 171

Rederen kan begrænse sit ansvar efter reglerne i dette kapitel. Samme ret har en ejer af et skib, som ikke er reder, en bruger, befragter, disponent samt enhver, der yder tjeneste i direkte forbindelse med bjærgningsarbejde, herunder arbejde som nævnt i § 172, stk. 1, nr. 4, 5 og 6.

Stk. 2.

Også personer, som rederen eller andre nævnt i stk. 1 svarer for, kan begrænse deres ansvar efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 3.

Den, der forsikrer mod ansvar for krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, har samme ret til at begrænse ansvaret som den sikrede selv.

§ 172

Retten til ansvarsbegrænsning foreligger uanset ansvarsgrundlaget, jf. dog § 174, for så vidt angår krav i anledning af

1) skade på person eller ejendom, dersom skaden opstår om bord på skibet eller i direkte forbindelse med driften af skibet eller med bjærgning,

2) tab som følge af forsinkelse med befordringen til søs af gods, passagerer eller deres rejsegods,

3) tab som følge af krænkelse af en ikke kontraktmæssig rettighed, dersom skaden er opstået i direkte forbindelse med driften af skibet eller med bjærgning,

4) hævning, fjernelse, ødelæggelse eller uskadeliggørelse af et skib, der er sunket, strandet, forladt eller slået til vrag, og af, hvad der er eller har været om bord på et sådant skib,

5) fjernelse, ødelæggelse eller uskadeliggørelse af skibets ladning,

6) forholdsregler, der tages med henblik på at afværge eller begrænse tab, som er eller ville være undergivet ansvarsbegrænsning, samt tab, som skyldes sådanne forholdsregler.

Stk. 2.

Har den ansvarlige et modkrav mod fordringshaveren, og er krav og modkrav opstået ved den samme hændelse, kan denne kun begrænse sit ansvar for den del af kravet, som måtte overstige modkravet.

§ 173

Retten til ansvarsbegrænsning omfatter ikke

1) krav på bjærgeløn, herunder krav på særligt vederlag efter § 449, vederlag i henhold til kontrakt for forholdsregler som nævnt i § 172, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6 eller groshaveribidrag,

2) krav i anledning af skade eller udgifter af den art, som er nævnt i § 191 eller § 210, og som er omfattet af henholdsvis § 206, stk. 1, eller § 225, stk. 1,

3) krav undergivet en international konvention eller national lov, som regulerer eller forbyder begrænsning af ansvaret for atomskader,

4) krav i anledning af atomskade forårsaget af et atomdrevet skib,

5) krav i anledning af skade på person eller ejendom, som påføres ansatte hos personer, der er nævnt i § 171, stk. 1, og som udfører arbejde i skibets tjeneste eller i forbindelse med bjærgning,

6) krav på renter og sagsomkostninger.

§ 174

Den ansvarlige kan ikke begrænse sit ansvar, hvis det bevises, at denne selv har forvoldt tabet eller skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

§ 175

For krav som følge af, at skibets egne passagerer dør eller kommer til skade, er ansvarsgrænsen 175.000 SDR multipliceret med det antal passagerer, som skibet ifølge dets certifikat har tilladelse til at medføre.

Stk. 2.

For andre krav i anledning af dødsfald eller personskade er ansvarsgrænsen 2 mio. SDR for skibe med en tonnage på 2.000 tons og derunder. For et skib med en større tonnage forhøjes ansvarsgrænsen således:

1) For hvert ton fra 2.001 til 30.000 tons med 800 SDR,

2) for hvert ton fra 30.001 til 70.000 tons med 600 SDR og

3) for hvert ton over 70.000 tons med 400 SDR.

Stk. 3.

Ansvarsgrænsen for alle andre krav samt en eventuel udækket del af krav som nævnt i stk. 2 er 1 mio. SDR for skibe med en tonnage på 2.000 og derunder. For et skib med en større tonnage forhøjes ansvarsgrænsen således:

De nærmere regler om fondens oprettelse og fordeling m.v. følger af kapitel 12.

§ 178

Er et krav anmeldt over for en begrænsningsfond, som er oprettet efter § 177, jf. kapitel 12, eller efter tilsvarende regler i en anden konventionsstat, kan der ikke for dette krav gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre rettigheder over skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis vegne fonden er oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning.

Stk. 2.

Efter at begrænsningsfond er oprettet her i riget eller i Finland, Norge eller Sverige, kan der ikke gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre rettigheder over skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis vegne fonden er oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning for krav, som kan gøres gældende mod fonden, jf. dog § 180, stk. 2. Er der foretaget arrest i skib eller ejendom, eller er der stillet sikkerhed for at undgå arrest, skal i sådanne tilfælde arresten hæves eller sikkerheden frigives.

Stk. 3.

Efter at begrænsningsfond er oprettet i en anden konventionsstat, kan domstolen afslå begæring om arrest eller udlæg, jf. dog § 180, stk. 2. Er der foretaget arrest eller stillet sikkerhed for at undgå arrest, kan arresten hæves eller sikkerheden frigives. Begæring om arrest skal afvises, en efter fondsoprettelsen foretagen arrest hæves og sikkerhedsstillelse til afværgelse af sådan arrest frigives, såfremt fonden er oprettet

§§ 171-181 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvaret påberåbes ved dansk domstol. For så vidt angår krav som nævnt i § 173, nr. 5, skal spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret er begrænset og i bekræftende fald til hvilket beløb, afgøres efter lovgivningen i det land, hvis lovgivning finder anvendelse på tjenesteaftalen, såfremt det pågældende land er en konventionsstat.

Stk. 2.

§§ 171-181 er ikke til hinder for anvendelsen af ellers gældende regler om adgang til at lempe en skadevolders ansvar over for en skadelidt.

Kapitel 9a

Om ansvar for skade forvoldt af bunkerolie

§ 183

Et skibs ejer er uden hensyn til skyld ansvarlig for enhver forureningsskade. Forvoldes forureningsskade ved en række af hændelser, der har samme oprindelse, påhviler ansvaret den, som på tidspunktet for den første af disse hændelser var ejer af skibet.

Stk. 2.

Ved forureningsskade forstås i dette kapitel tab eller skade uden for skibet, som skyldes forurening forårsaget af bunkerolie, der udtømmes eller udflyder fra skibet, dog således at erstatning for forringelse af miljøet ud over tabt fortjeneste ved en sådan forringelse begrænses til udgifterne ved rimelige forholdsregler for genopretning, der allerede er taget, eller som skal tages. Ved forureningsskade forstås endvidere udgifter, skade eller tab, som følger af rimelige forholdsregler truffet for at afværge eller begrænse forureningsskade, efter at hændelser, som forårsager forureningsskade eller medfører alvorlig og umiddelbar fare for forureningsskade, er indtruffet.

Stk. 3.

Ved bunkerolie forstås i dette kapitel enhver mineralsk olie med karbonhydrider, herunder smøreolie, der anvendes eller skal anvendes til skibets drift eller fremdrift, dog ikke sådan bunkerolie, som er omfattet af reglerne i kapitel 10.

Stk. 4.

Ved ejer forstås i dette kapitel skibets ejer, herunder den registrerede ejer, reder, bareboatbefragter, disponent eller andre, der i ejerens sted varetager skibets drift.

Stk. 5.

Ved registreret ejer forstås i dette kapitel for registrerede skibe den, der er registreret som ejer, eller, hvis skibet ikke er registreret, den, som er ejer af skibet. Ejes et skib af en stat, men benyttes af et selskab, der i denne stat er registreret som skibets bruger, anses selskabet som skibets ejer.

Stk. 6.

Hvor mere end én person er ansvarlig efter reglerne i denne bestemmelse, er disse personer solidarisk ansvarlige.

Stk. 7.

Ved bunkerkonventionen forstås den internationale konvention om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkerolie 2001.

§ 184

Ejeren er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende godtgør, at skaden

1) er en følge af krigshandlinger, krigslignende handlinger, borgerkrig, oprør eller en naturbegivenhed af en usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig karakter,

2) i det hele skyldes en handling foretaget af tredjemand med forsæt til at volde skade eller

3) i det hele skyldes fejl eller forsømmelse af en offentlig myndighed med hensyn til at vedligeholde fyr eller andre hjælpemidler for navigeringen.

Stk. 2.

Ejerens ansvar kan nedsættes eller helt bortfalde, såfremt denne godtgør, at skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

§ 185

Krav mod ejeren om erstatning for forureningsskade kan alene rejses efter reglerne i dette kapitel. Dette kapitel berører ikke retten til ansvarsbegrænsning efter kapitel 9.

Stk. 2.

Krav om erstatning for forureningsskade kan ikke gøres gældende mod

1) besætningsmedlemmer, ejerens agenter eller andre, der er ansat i ejerens tjeneste,

2) lodsen eller andre, der udfører tjenester for skibet,

3) enhver person, der udfører bjærgning med ejers, reders eller skibsførers samtykke eller efter den kompetente offentlige myndigheds instrukser,

4) enhver person, der træffer rimelige forholdsregler for at afværge eller begrænse forureningsskade, eller

5) ansatte eller andre, for hvem de i nr. 2-4 nævnte personer svarer,

medmindre vedkommende har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt.

Stk. 3.

Regresansvar for forureningsskade kan ikke gøres gældende mod personer, som er nævnt i stk. 2, nr. 1-5, medmindre vedkommende har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget. Om regres i øvrigt gælder de almindelige retsregler.

§ 186

Den registrerede ejer af et dansk skib med en bruttotonnage på 1.000 eller derover skal have en godkendt forsikring eller anden garanti til dækning af ansvar som nævnt i § 183 og inden for den ansvarsgrænse, der er anført i § 175. Der skal udstedes certifikat, som bekræfter, at der foreligger en sådan forsikring eller garanti. Uden gyldigt certifikat må skibet ikke benyttes.

Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på skibe, der ikke er hjemmehørende her i riget, og som anløber eller forlader dansk havn eller andet laste- eller lossested i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel eller ønsker at udføre opgaver på dansk søterritorium, hvis disse skibe har en bruttotonnage på 1.000 eller derover. Skibe, der er registreret i en stat, som har tilsluttet sig bunkerkonventionen, skal have det i konventionen fastsatte certifikat, som viser, at der foreligger forsikring eller anden garanti.

Stk. 3.

Med de undtagelser, der følger af § 190 b, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 også anvendelse på skibe, som ejes af den danske stat eller af en anden stat, idet disse skibe i stedet for at være udstyret med den ovennævnte forsikring eller garanti kan være udstyret med et certifikat udstedt af vedkommende myndighed, som bekræfter, at skibet er statsejet, og at dets ansvar er dækket inden for de i § 175 anførte begrænsningsbeløb.

Stk. 4.

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter i overensstemmelse med bunkerkonventionen de nærmere regler om forsikring og garanti, herunder om, hvilke krav forsikringen eller garantien skal opfylde, for at den kan godkendes, samt om certifikatet, dets form, indhold, udstedelse og gyldighed. Økonomi- og erhvervsministeren kan overlade udstedelsen af certifikater til andre, herunder private.

Stk. 5.

Økonomi- og erhvervsministeren kan udstede certifikat til et skib, som er ejerregistreret i Danmark, men som er bareboatregistreret i et fremmed lands register.

Stk. 6.

Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om brug af elektroniske registre i forbindelse med de i denne bestemmelse omhandlede certifikater.

Stk. 7.

Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for udstedelse af certifikat.

§ 187

Såfremt et skib ikke har den i § 186 påbudte forsikring eller garanti eller det påbudte certifikat, kan Søfartsstyrelsen eller andre myndigheder, som af økonomi- og erhvervsministeren er bemyndiget hertil, nægte skibet adgang til eller forbyde det at forlade dansk havn eller andet laste- og lossested i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel eller at udføre opgaver på dansk søterritorium samt foretage, hvad der skønnes nødvendigt for at forhindre forureningsskade.

§ 188

Krav om erstatning for forureningsskade kan rettes direkte mod forsikringsgiveren, herunder mod den, som har stillet garanti for den registrerede ejers erstatningsansvar. Forsikringsgiveren kan påberåbe sig bestemmelserne om ansvarsbegrænsning efter § 175, selv om ejeren ikke har ret til ansvarsbegrænsning. Forsikringsgiveren kan endvidere påberåbe sig de bestemmelser om ansvarsfritagelse, som ejeren selv kunne have gjort gældende. Derimod kan forsikringsgiveren ikke over for fordringshaveren påberåbe sig indsigelser, som forsikringsgiveren ville kunne påberåbe sig over for den registrerede ejer med undtagelse af indsigelsen om, at skaden er forårsaget forsætligt af den registrerede ejer selv.

§ 189-190

(Udeladt)

§ 190a

Bestemmelserne i §§ 183-185 og 188-190 om ansvar for forureningsskade finder anvendelse på forureningsskade, som er opstået her i riget eller i den danske eksklusive økonomiske zone eller i en anden stat, som har tilsluttet sig bunkerkonventionen, eller i dennes eksklusive økonomiske zone eller andet tilsvarende område fastlagt i overensstemmelse med folkeretten, samt på forholdsregler, der tages med henblik på at afværge eller begrænse sådan forureningsskade, uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.

§ 190b

§ 190c

Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse, såfremt dette ville stride mod Danmarks konventionsmæssige forpligtelser over for stater, som ikke har tilsluttet sig bunkerkonventionen.

Kapitel 10

Om ansvar og erstatning for olieskader efter 1992-ansvarskonventionen, 1992-fondskonventionen og 2003-fondsprotokollen

§ 191

Ejeren af et skib er uden hensyn til skyld ansvarlig for enhver forureningsskade. Forvoldes forureningsskade ved en række af hændelser, der har samme oprindelse, påhviler ansvaret den, som på tidspunktet for den første af disse hændelser var ejer af skibet.

Stk. 2.

Ved forureningsskade forstås i dette kapitel tab eller skade uden for skibet, som skyldes forurening forårsaget af olie, der udtømmes eller udflyder fra skibet, dog således at erstatning for forringelse af miljøet, ud over tabt fortjeneste ved en sådan forringelse, begrænses til udgifterne ved rimelige forholdsregler for genopretning, der allerede er taget, eller som skal tages. Ved forureningsskade forstås endvidere udgifter, skade eller tab, som følger af rimelige forholdsregler truffet for at afværge eller begrænse forureningsskade, efter at hændelser, som forårsager forureningsskade eller medfører alvorlig og umiddelbar fare for forureningsskade, er indtruffet.

Stk. 3.

Ved skib forstås i dette kapitel, jf. dog § 206, stk. 2, enhver flydende indretning konstrueret eller indrettet til transport af olie i bulk som last, dog således at et skib, der kan transportere olie og anden last, udelukkende anses for et skib, når det faktisk transporterer olie i bulk som last, og under enhver efterfølgende rejse, medmindre det godtgøres, at der ikke findes nogen rester om bord fra en sådan transport.

Stk. 4.

Ved olie forstås i dette kapitel enhver bestandig mineralsk olie med carbonhydrider herunder råolie, brændselsolie, tung dieselolie, og smøreolie.

Stk. 5.

Ved ejer forstås for registrerede skibes vedkommende den, der er registreret som ejer eller, hvis skibet ikke er registreret, den, som er ejer af skibet. Ejes et skib af en stat, men benyttes det af et selskab, der i denne stat er registreret som skibets bruger, anses selskabet som skibets ejer.

Stk. 6.

Ved 1992-ansvarskonventionen forstås den internationale konvention om det privatretlige ansvar for skade ved olieforurening 1992.

Stk. 7.

Ved 1992-fondskonventionen forstås den internationale konvention om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening 1992. Ved 1992-fonden forstås Den Internationale Erstatningsfond (1992) oprettet i medfør af 1992-fondskonventionen.

Stk. 8.

Ved 2003-fondsprotokollen forstås protokollen af 2003 til 1992-fondskonventionen om oprettelse af en supplerende international fond for erstatning af skader ved olieforurening. Ved den supplerende fond forstås Den Supplerende Internationale Erstatningsfond (2003) oprettet i medfør af 2003-fondsprotokollen.

§ 192

Ejeren er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende godtgør, at skaden

1) er en følge af krigshandlinger, krigslignende handlinger, borgerkrig, oprør eller en naturbegivenhed af en usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig karakter,

2) i det hele skyldes en handling foretaget af tredjemand med forsæt til at volde skade eller

3) i det hele skyldes fejl eller forsømmelse af en offentlig myndighed med hensyn til at vedligeholde fyr eller andre hjælpemidler for navigeringen.

Stk. 2.

Ejerens ansvar kan nedsættes eller helt bortfalde, såfremt denne godtgør, at skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

§ 193

Krav mod ejeren om erstatning for forureningsskade kan alene rejses efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2.

Krav om erstatning for forureningsskade kan ikke gøres gældende mod

1) besætningsmedlemmer, ejerens agenter eller personer, der er ansat i ejerens tjeneste,

2) lodsen eller andre personer, der udfører tjenester for skibet,

3) skibets reder eller disponent, hvor denne ikke er ejer af skibet, enhver befragter, aflaster, afsender, ejer eller modtager af lasten,

Når retten har taget spørgsmålet om fondens fordeling op til dom, får de af retten trufne afgørelser vedrørende begrænsningsret, fondens størrelse, anmeldte krav og fondens fordeling bindende virkning for alle, som kan gøre krav gældende mod fonden, uanset om de har anmeldt krav i fonden.

§ 246

Anke og kære af Sø- og Handelsrettens afgørelser sker til Højesteret efter retsplejelovens regler herom.

§ 247-250

(Ubenyttede)

Kapitel 13

Om stykgodstransport

§ 251

I dette kapitel forstås ved:

1) Transportør: Den, som træffer aftale med afsenderen om transport af stykgods til søs.

2) Undertransportør : Den, som efter aftale med transportøren udfører transporten eller en del af denne.

3) Afsender : Den, som træffer aftale med transportøren om transport af stykgods til søs.

4) Aflaster : Den, som leverer godset til transport.

5) Transportdokument : Konnossement eller andet dokument, som udstedes som bevis for transportaftalen.

6) Konventionen : Den internationale konvention af 1924 om konnossementer som ændret ved protokollerne af 1968 og 1979.

7) Konventionsstat : En stat, som er bundet af konventionen.

§ 252

Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på alle aftaler om søtransport i indenrigsfart i Danmark og i fart mellem Danmark, Norge, Finland og Sverige. Ved indenrigstransport i Norge, Finland og Sverige gælder loven i det land, hvor transporten finder sted.

Stk. 2.

I anden fart gælder bestemmelserne også aftale om søtransport i fart mellem to forskellige stater, såfremt

1) det i transportaftalen aftalte leveringssted er beliggende i en konventionsstat eller

2) det i transportaftalen aftalte udleveringssted er beliggende i Danmark, Norge, Finland eller Sverige,

3) flere udleveringssteder fastsættes i transportaftalen og et af disse er det faktiske udleveringssted og dette ligger i Norge, Danmark, Finland eller Sverige,

4) transportdokumentet er udstedt i en konventionsstat,

5) transportdokumentet foreskriver, at bestemmelserne i konventionen eller derpå baseret lov i en konventionsstat skal gælde.

Stk. 3.

Når hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted ligger i Danmark, Norge, Finland eller Sverige, kan det dog aftales, at aftalen om søtransport skal underkastes loven i en konventionsstat.

§ 253

Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på certepartier for hel- eller delbefragtning af skib. Er konnossementet udstedt i henhold til et certeparti, gælder, hvad der er fastsat i dette kapitel, kun, for så vidt konnossementet bestemmer retsforholdet mellem transportøren og indehaveren.

Stk. 2.

Hvis en kontrakt angår transport af gods med skib fordelt på flere rejser inden for et angivet tidsrum, finder bestemmelserne i dette kapitel anvendelse på hver enkelt rejse. Udføres en rejse i henhold til et certeparti, finder bestemmelserne i stk. 1 dog anvendelse.

§ 254

Enhver bestemmelse i en transportaftale eller et transportdokument er ugyldig, i den udstrækning den afviger fra bestemmelserne i dette kapitel samt i kapitlet om forældelse, jf. dog stk. 2. Ugyldigheden af en sådan bestemmelse berører ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser i aftalen eller dokumentet. En bestemmelse, der giver transportøren ret til forsikringserstatning vedrørende godset eller anden lignende aftale, er ugyldig.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke §§ 255, 258-261 og 264-273 og er heller ikke til hinder for, at der indtages bestemmelser om fælleshavari i transportaftalen. Uanset ordlyden i stk. 1 kan en transportør udvide omfanget af sit ansvar og sine forpligtelser.

Stk. 3.

Såfremt transportaftalen er undergivet konventionen eller en bestemt stats konventionslovgivning, skal transportdokumentet indeholde en erklæring herom og om, at enhver bestemmelse, som afviger fra sådanne bestemmelser til skade for afsenderen, aflasteren eller modtageren, er ugyldige.

Stk. 4.

Er det på grund af godsets usædvanlige beskaffenhed eller tilstand eller de særlige omstændigheder eller vilkår, hvorunder transporten skal finde sted, rimeligt, at der træffes aftale om indskrænkning i transportørens forpligtelser eller udvidelse af dennes rettigheder i henhold til dette kapitel, er en sådan aftale gyldig.

Levering af gods

Underretning om det, der er foretaget, skal gives efter reglerne i § 262, stk. 3.

§ 267

Lasteejeren hæfter for de dispositioner, transportøren har foretaget, og for de udlæg, denne har haft af hensyn til godset. Har transportøren handlet uden anvisning, svarer lasteejeren dog ikke med højere beløb end værdien ved transportens begyndelse af det gods, dispositionen eller udlægget omfattede.

§ 274

Transportøren er ansvarlig for godset, medens det er i dennes varetægt i lastehavnen, under transporten og i lossehavnen.

Stk. 2.

Transportøren anses for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1, fra det tidspunkt, denne modtager godset fra aflasteren eller fra myndighed eller anden tredjemand, til hvem godset skal leveres efter gældende love eller forskrifter i lastehavnen.

Stk. 3.

Transportøren anses ikke længere for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1,

1) når denne har udleveret godset til modtageren,

2) hvis modtageren ikke modtager godset fra transportøren, når det er lagt op for modtagerens regning i overensstemmelse med aftalen eller gældende lov eller praksis i lossehavnen, eller

Bestemmelserne om transportørens ansvar for tab af eller skade på gods i §§ 274-288 er tillige afgørende for modtagerens ret til at nægte at betale bidrag til almindeligt havari, og for transportørens pligt til at erstatte bidrag til almindeligt havari eller bjærgeløn, som modtageren har betalt.

Afsenderens erstatningsansvar

§ 290

Afsenderen er ikke ansvarlig efter denne lov for tab, der rammer transportøren eller undertransportøren, herunder skade på skibet, som er opstået uden fejl eller forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne hæfter for. Ej heller er de personer, afsenderen hæfter for, ansvarlige for sådant tab eller sådan skade, medmindre tabet skyldes fejl eller forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne hæfter for.

§ 291

Har afsenderen overleveret farligt gods til transportøren eller en undertransportør uden at oplyse om godsets farlige beskaffenhed og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, jf. § 257, og har den, som har modtaget godset, ikke på anden måde kendskab til dets farlige beskaffenhed, er afsenderen ansvarlig over for transportøren og enhver undertransportør for omkostninger og andet tab, der hidrører fra transporten af sådant gods. Transportøren eller undertransportøren kan efter forholdene losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden pligt til at betale erstatning.

Stk. 2.

Den, som har modtaget godset i sin varetægt med kendskab til dets farlige egenskaber, kan ikke påberåbe sig stk. 1.

Stk. 3.

Gods, som viser sig at udgøre fare for person eller ejendom, kan transportøren efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre uden pligt til at betale erstatning.

Konnossement og søfragtseddel

§ 295

Et konnossement, som er underskrevet af skibsføreren på det skib, som transporterer godset, anses for at være underskrevet på transportørens vegne.

§ 296

Et konnossement skal indeholde oplysninger om

1) godsets art, herunder dets farlige egenskaber, samt de nødvendige identitetsmærker, kolli- eller stykantal samt godsets vægt eller mængde, udtrykt på anden måde, i henhold til aflasterens oplysninger,

2) godsets og indpakningens synlige tilstand,

3) transportørens navn og hovedforretningssted,

4) aflasterens navn,

5) modtageren, når denne er angivet af aflasteren,

6) den i transportaftalen anførte indlastningshavn og datoen for transportørens modtagelse af godset i denne havn,

7) den i transportaftalen anførte lossehavn samt i tilfælde af aftale herom tidspunktet for udlevering af godset der,

8) antal eksemplarer, når konnossementet er udstedt i mere end et eksemplar,

9) stedet for konnossementets udstedelse,

10) fragtens størrelse, når den skal betales af modtageren, eller oplysninger om, at fragt skal betales af denne, og de øvrige vilkår for transporten og udlevering af godset,

1) sagsøgte har sit hovedkontor eller i mangel heraf der, hvor denne har sit almindelige opholdssted,

2) transportaftalen blev indgået, forudsat at sagsøgte der har et forretningssted, en filial eller et agentur, hvorigennem aftalen er indgået,

3) det aftalte leveringssted efter transportaftalen ligger eller

4) det aftalte eller faktiske udleveringssted efter transportaftalen ligger.

Stk. 2.

Stk. 1 er ikke til hinder for,

1) at en part kan rejse sag ved domstol på det sted, der er angivet i transportaftalen, eller

2) at parterne, efter at en tvist er opstået, aftaler, hvordan den skal behandles.

Stk. 3.

Hvis et konnossement er udfærdiget ifølge et certeparti, som indeholder bestemmelser om kompetent domstol eller værneting, uden at konnossementet udtrykkeligt angiver, at disse bestemmelser er bindende for indehaveren af konnossementet, kan transportøren ikke påberåbe sig bestemmelserne mod en indehaver af konnossementet, som har erhvervet det i god tro.

Stk. 4.

Her i riget kan søgsmål vedrørende aftale om transport af stykgods i fart mellem to stater i alle tilfælde rejses på det sted eller på et af de steder, hvortil sagen har en sådan tilknytning som nævnt i stk. 1, eller på et andet sted her i riget, som parterne har aftalt.

Stk. 5.

Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.

Stk. 6.

Bestemmelserne i stk. 1-5 er ikke til hinder for, at der foretages foreløbige retsskridt her i riget.

§ 311

Uanset bestemmelsen i § 310, stk. 1, kan parterne skriftligt aftale, at tvister skal afgøres ved voldgift, hvis sagen efter sagsøgerens valg kan rejses i en af de stater, hvor stedet som nævnt i § 310, stk. 1, ligger.

Stk. 2.

Voldgiftsretten skal anvende bestemmelserne i dette kapitel. Bestemmelserne i stk. 1 gælder som en del af voldgiftsaftalen.

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 310, stk. 2, 3 og 6, gælder tilsvarende.

Stk. 4.

Hvis hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, kan parterne ligeledes aftale, at tvister skal afgøres ved voldgift på andet sted med anvendelse af andre bestemmelser, end hvad der fremgår af stk. 1 og 2.

§ 312-320

(Ubenyttede)

Kapitel 14

Om befragtning af skib

§ 321

Reglerne om »befragtning« gælder hel- eller delbefragtning af et skib. Reglerne om rejsebefragtning gælder tillige konsekutive rejser, når andet ikke er bestemt.

Stk. 2.

I dette kapitel forstås ved:

1) Bortfragter : Den, som ved aftale bortfragter et skib til en anden (befragteren).

2) Aflaster : Den, som leverer godset til lastning.

3) Rejsebefragtning : Befragtning, hvor fragten i henhold til aftalen skal beregnes pr. rejse.

Udsteder bortfragteren konnossement for gods, som befordres med skibet, bestemmer konnossementet vilkårene for befordringen og udleveringen af godset i forholdet mellem bortfragteren og tredjemand, som er indehaver af konnossementet. Bestemmelser i befragtningsaftalen, som ikke er optaget i konnossementet, kan ikke gøres gældende over for tredjemand, medmindre konnossementet henviser til dem.

Stk. 2.

Bestemmelserne om konnossement i §§ 295-307 gælder også konnossement som nævnt i stk. 1. Når det følger af § 253, at konnossementet er undergivet reglerne i kapitlet om stykgodsbefordring, bestemmes bortfragterens ansvar og rettigheder i forhold til tredjemand af bestemmelserne i §§ 274-290, jf. § 254.

Liggetiden er den tid, der ved befragtningsaftalens indgåelse med rimelighed kan påregnes at medgå til lastningen. Ved beregningen skal hensyn tages til skibets og lastens art og størrelse, lasteindretningerne om bord og i havnen og andre lignende omstændigheder.

Stk. 2.

Liggetiden beregnes ved klausulerne

1) fac (fast as can) med udgangspunkt i, at lastning skal foregå så hurtigt, som skibet kan tage imod lasten med uskadte lasteindretninger;

2) faccop (fast as can custom of the port) med udgangspunkt i, at lastningen skal foregå så hurtigt, som sædvanlig lastemåde i havnen tillader;

Bortfragterens ansvar for tab som følge af, at rejsegods er gået tabt, er blevet beskadiget eller forsinket, kan ikke overstige

1) 1.800 SDR pr. passager for håndbagage,

2) 6.750 SDR for værdigenstande som nævnt i § 419, stk. 2,

3) 10.000 SDR pr. køretøj og

4) 2.700 SDR pr. passager for andet rejsegods.

Stk. 3.

Begrænsningsbeløbene i stk. 1 og 2 gælder for hver enkelt rejse.

Stk. 4.

De i stk. 1 og 2 fastsatte grænser for erstatningens størrelse omfatter ikke renter og sagsomkostninger.

Stk. 5.

Ved SDR forstås den i § 152, stk. 2 omhandlede regneenhed.

Stk. 6.

Ved aftale mellem passageren og bortfragteren kan der fastsættes en højere ansvarsgrænse end den i stk. 1 og 2 anførte.

§ 423

Bortfragteren kan i det opståede tab foretage fradrag på højst

1) 150 SDR pr. køretøj for skade på køretøj,

2) 20 SDR pr. passager for tab af eller skade på andet rejsegods,

Om bjærgning

Definitioner

§ 441

I dette kapitel forstås ved:

a) »Bjærgning«, enhver handling, der foretages for at assistere et fartøj eller enhver anden genstand, der er forulykket eller stedt i fare i sejlbare farvande eller i ethvert andet farvand.

b) »Fartøj«, ethvert skib eller fartøj, eller enhver konstruktion, der kan navigeres.

c) »Genstand«, ethvert fysisk formuegode, der ikke er permanent fastgjort til kystlinjen, dog således at også fragt i risiko er inkluderet.

d) »Miljøskade«, omfattende fysisk skade på menneskeligt helbred eller på maritimt liv eller ressourcer i kystfarvande, indenlandske farvande eller områder i umiddelbar nærhed af disse farvande forårsaget af forurening, kontaminering, brand, eksplosion eller lignende alvorlige hændelser.

Anvendelsesområde

§ 442

Bestemmelserne i dette kapitel, bortset fra § 451, finder anvendelse i alle tilfælde, hvor sag om bjærgning afgøres af dansk domstol eller voldgiftsret.

Stk. 2.

Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse, uanset om det bjærgede fartøj og det fartøj, der har udført bjærgningen, tilhører samme ejer.

Stk. 3.

Selv om bjærgning er udført af eller under kontrol af offentlige myndigheder, afgøres bjærgerens ret til betaling efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 4.

Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på faste eller flydende platforme eller på mobile offshoreboreenheder, når sådanne platforme eller enheder er på plads med henblik på undersøgelser, udnyttelse eller produktion af havbundens mineralforekomster.

Bjærgningskontrakter

§ 443

Bestemmelserne i dette kapitel kan fraviges ved aftale. Der kan dog ikke aftales indskrænkninger i pligten til at forhindre eller begrænse miljøskade.

Stk. 2.

En bjærgningskontrakt eller enhver klausul heri kan tilsidesættes eller ændres, såfremt kontrakten er indgået under urimelig påvirkning eller påvirkning af en faresituation og kontrakten er ubillig, eller såfremt bjærgelønnen i henhold til kontrakten står i misforhold til den ydede hjælp.

Stk. 3.

Skibsføreren har fuldmagt til at indgå bjærgningskontrakter på ejerens vegne. Skibsføreren, rederen og ejeren har fuldmagt til at indgå sådanne kontrakter på vegne af ejeren af den ladning, der er om bord på fartøjet.

Bjærgerens, skibsførerens, ejerens og rederens pligter

§ 444

Bjærgeren har over for rederen og ejeren af et fartøj og ejeren af andre genstande i fare pligt til

a) at udføre bjærgningen med fornøden omhu,

b) at udvise fornøden omhu ved udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse miljøskade,

c) at søge assistance fra andre bjærgere, når dette efter omstændighederne er rimeligt, og

d) at acceptere andre bjærgeres assistance, hvis dette med rimelighed er begæret af skibsføreren, rederen eller ejeren af fartøjet eller ejeren af andre genstande i fare. Det skal dog ikke påvirke størrelsen af hans betaling, hvis begæringen findes urimelig.

Stk. 2.

Ejeren, rederen og skibsføreren af et fartøj eller ejeren af andre genstande i fare har over for bjærgeren pligt til

a) at samarbejde fuldt ud med bjærgeren ved bjærgningen,

b) at udvise fornøden omhu under udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse miljøskade og

c) at acceptere tilbagelevering, efter at fartøjet eller anden genstand er blevet bragt til et sikkert sted, når dette med rimelighed er begæret af bjærgeren.

Betingelser for bjærgeløn

§ 445

Kun bjærgning, der fører til et nyttigt resultat, giver ret til bjærgeløn. Bjærgeløn, bortset fra renter og omkostninger, må ikke overstige det bjærgedes værdi.

Stk. 2.

Redning af menneskeliv giver ikke i sig selv ret til bjærgeløn eller særligt vederlag. Den, der har reddet menneskeliv under den fare, der har givet anledning til bjærgningen, eller har medvirket dertil, har ret til en rimelig andel af den bjærgeløn eller det særlige vederlag, som bjærgeren har fået for bjærgning af fartøj eller andre genstande eller for forhindring eller begrænsning af miljøskade.

Kriterier ved fastsættelse af bjærgelønnen

§ 446

Bjærgeløn skal fastsættes med henblik på at opmuntre til bjærgning, idet følgende kriterier skal tages i betragtning:

a) Det bjærgedes værdi.

b) Den dygtighed og de anstrengelser, som bjærgeren har udvist for at forhindre eller begrænse miljøskade.

c) I hvor høj grad bjærgningen er lykkedes.

d) Farens karakter og grad.

e) Den dygtighed og de anstrengelser, som bjærgeren har udvist for at bjærge fartøjet, andre genstande og menneskeliv.

f) Den tid, bjærgeren har anvendt, samt hans omkostninger og tab.

g) Risikoen for at pådrage sig erstatningsansvar samt anden risiko for bjærgeren eller dennes udstyr.

h) Hvor hurtigt bistanden blev ydet.

i) Tilgængelighed og anvendelse af fartøjer eller andet udstyr beregnet til brug for bjærgninger.

j) Beredskab, effektivitet og værdi af bjærgerens udstyr.

Ansvaret for bjærgelønnen

§ 447

Bjærgeløn betales af ejer af fartøjet og ejer af andre genstande i forhold til de bjærgede værdier. Ejer af fartøjet og ejer af andre genstande hæfter hver for sin del af bjærgelønnen.

Bjærgelønnens fordeling mellem flere bjærgere

§ 448

Er bjærgere indbyrdes uenige om bjærgelønnens fordeling, bestemmes denne under hensyn til de i § 446 angivne kriterier.

Særligt vederlag

§ 449

Hvis bjærgeren har udført bjærgning med hensyn til et fartøj, som selv eller på grund af sin ladning udgjorde en trussel for miljøskade, har han ret til som særligt vederlag fra ejeren af fartøjet eller rederen at få betalt sine omkostninger.

Stk. 2.

Hvis bjærgeren under omstændigheder som anført i stk. 1 ved udførelsen af bjærgning har forhindret eller begrænset miljøskade, kan det særlige vederlag, som ejeren eller rederen skal betale i henhold til stk. 1, forøges med højst 30 pct. af bjærgerens omkostninger. Retten kan dog, hvis den finder det rimeligt og retfærdigt og under hensyn til de relevante kriterier i § 446, forøge det særlige vederlag yderligere, dog således at den samlede forøgelse aldrig må overstige 100 pct. af bjærgerens omkostninger.

Stk. 3.

Det samlede særlige vederlag i henhold til denne paragraf skal kun komme til betaling, hvis og i det omfang sådant vederlag overstiger den bjærgeløn, som bjærgeren har ret til i henhold til §§ 445 og 446.

Stk. 4.

Bjærgerens omkostninger som omtalt i stk. 1 og 2 er de faktiske udgifter, som bjærgeren med føje har afholdt i forbindelse med bjærgningen, samt en rimelig betaling for det udstyr og mandskab, som er anvendt med føje under bjærgningen, fastsat under hensyn til kriterierne i § 446, litra h, i og j.

Stk. 5.

Hvis bjærgeren har optrådt uagtsomt og derved undladt at forhindre eller begrænse miljøskade, kan det særlige vederlag, som han måtte være berettiget til efter denne paragraf, nedsættes eller bortfalde.

Stk. 6.

Intet i denne paragraf hindrer nogen ret til regres, som ejeren af fartøjet eller rederen måtte have.

Særlige undtagelser

§ 450

Der er ikke ret til bjærgeløn eller særligt vederlag efter bestemmelserne i dette kapitel, hvis den ydede bistand må anses for at ligge inden for, hvad der med rimelighed kan forventes som normal opfyldelse af en kontrakt, der er indgået, før faren opstod.

Stk. 2.

Der er ikke ret til bjærgeløn eller særligt vederlag for bistand, der er ydet mod et udtrykkeligt og beføjet forbud fra ejer, reder eller skibsfører. Tilsvarende gælder for bistand, der er ydet mod et udtrykkeligt og beføjet forbud fra ejeren af andre genstande i fare, som ikke er eller har været om bord på fartøjet.

Stk. 3.

Bjærgelønnen eller det særlige vederlag kan nedsættes eller bortfalde, hvis bjærgningen er foranlediget eller vanskeliggjort af bjærgerens fejl eller forsømmelse, eller hvis bjærgeren har gjort sig skyldig i bedrageri eller anden uhæderlig adfærd.

Bjærgelønnens fordeling på det bjærgende fartøj

§ 451

Har et fartøj på rejsen bjærget noget, godtgøres forlods af bjærgelønnen den skade, som bjærgningen måtte have medført for fartøj, ladning eller anden ejendom om bord, samt de udgifter til brændsel og hyre og kost til skibsfører og mandskab, der er påløbet i anledning af bjærgningen. Forlods udredes endvidere godtgørelse i henhold til stk. 3.

Stk. 2.

Af den resterende del af bjærgelønnen tilfalder tre femtedele rederiet, medens resten fordeles med en tredjedel til skibsføreren og to tredjedele til det egentlige mandskab. Mandskabets part fordeles i forhold til den enkeltes hyre. Skibsførerens andel skal dog mindst udgøre det dobbelte af den højst lønnede sømands andel. En lods om bord i det bjærgende fartøj deltager i fordelingen, selv om han ikke er ansat i rederiets tjeneste. Der tillægges ham i så fald samme andel som højeste styrmand.

Stk. 3.

Har nogen under bjærgningen gjort en særlig fortjenstfuld indsats eller udsat sig for en ganske særlig fare, kan der ydes den pågældende særskilt godtgørelse. Begrundet begæring herom må indsendes til rederen inden en måned efter, at bjærgningen er afsluttet.

Stk. 4.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 om bjærgelønnens fordeling kan ved forudgående aftale fraviges til ugunst for skibsfører eller mandskab, når aftalen er indgået i forbindelse med forhyringen og gælder udførelsen af et bestemt bjærgningsforetagende. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ligeledes fraviges ved forudgående aftale, når de pågældende er forhyret med et fartøj, der er særligt udrustet til eller bliver udrustet til bjærgningsvirksomhed eller på anden måde er egnet til bjærgning og dette indgår eller kan indgå som en del af skibets normale drift.

Stk. 5.

Bjærgeløn kan fordeles på anden måde end fastsat i stk. 1 og 2, såfremt særlige grunde såsom formålet med fartøjets anvendelse eller den måde, hvorpå de ombordværende er aflønnet, taler for en anden fordeling.

Stk. 6.

Så snart bjærgelønnen er fastsat ved aftale eller endelig dom, sender rederen ved anbefalet brev enhver, der er berettiget til andel i bjærgelønnen, underretning om dennes størrelse tillige med en plan for bjærgelønnens fordeling efter bestemmelserne i denne paragraf.

Stk. 7.

Indsigelse mod fordelingen af bjærgelønnen skal fremsættes over for rederen inden tre måneder efter, at den i stk. 6 omhandlede meddelelse er afsendt.

Stk. 8.

Fordelingen mellem ethvert bjærgende fartøjs reder, skibsfører og andre ansatte om bord skal ske i henhold til flagstatens lovgivning. Hvis bjærgningen ikke er udført fra et fartøj, skal fordelingen ske i henhold til den lovgivning, der gælder for retsforholdet mellem bjærgeren og hans ansatte.

Sikkerhedsstillelse og foreløbig betaling

§ 452

På begæring af bjærgeren skal den, der hæfter for betaling i henhold til dette kapitel, stille sikkerhed for kravet, herunder for renter og omkostninger. Når en sådan sikkerhed er stillet, kan bjærgeren ikke søge sig fyldestgjort i sin søpanteret.

Stk. 2.

Det bjærgede fartøjs reder skal medvirke til at sikre, at ladningsejeren stiller sikkerhed for kravet imod denne, herunder for renter og omkostninger, før lasten bliver frigivet.

Stk. 3.

Det bjærgede fartøj og andre genstande må ikke uden bjærgerens tilladelse fjernes fra den havn eller det sted, hvortil det bjærgede er blevet bragt umiddelbart efter bjærgningens afslutning, førend sikkerhed er blevet stillet for bjærgerens krav, herunder for renter og omkostninger, mod det pågældende fartøj eller de pågældende genstande.

Stk. 4.

Den domstol eller voldgiftsret, som har jurisdiktion over bjærgerens krav, kan ved en foreløbig afgørelse bestemme, at bjærgeren skal have udbetalt et rimeligt acontobeløb, på sådanne betingelser, herunder betingelser vedrørende sikkerhed, som følger af sagens omstændigheder.

Havarerede statsfartøjer samt statsejede og humanitære laster

§ 453

Ingen bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for retsskridt mod fremmed stat om bjærgning af krigsskib eller andet fartøj, som den fremmede stat ejer eller benytter, og som på bjærgningstidspunktet anvendtes udelukkende i statsøjemed af ikkeforretningsmæssig art, medmindre vedkommende stat har bestemt noget andet.

Stk. 2.

Ingen bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest eller tilbageholdelse af en ikkeforretningsmæssig last, som ejes af en stat, og som på bjærgningstidspunktet havde krav på suveræn immunitet efter de almindelige principper i folkeretten, medmindre den fremmede stat samtykker.

Stk. 3.

Ingen bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest eller tilbageholdelse af en humanitær last, der er doneret af en stat, hvis denne stat har indvilget i at betale for udført bjærgning af denne last.

Bjærgende statsfartøjer

Stk. 2.

Er omkostninger, der henføres under særligt havari, anvendt under et for skib og ladning eller for flere dele af ladningen, fordeles de i rimeligt forhold på de genstande, til hvis fordel de er anvendt. Omkostninger, der er anvendt på at bjærge ladningen, bæres forholdsvis af denne og af den fragt, der udredes af det bjærgede gods.

Stk. 3.

Når det forlanges af nogen, som er interesseret i sådant havari, skal dets beregning og fordeling foretages af dispachører.

§ 467-470

(Ubenyttede)

Kapitel 18

Om skibsbøger, søforklaring m.v.

§ 471

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang og i hvilke farvande der i danske skibe skal føres skibsbøger, herunder skibsdagbøger, maskindagbøger og radiodagbøger, samt regler om bøgernes indretning og autorisation, om bøgernes førelse og om kontrollen hermed.

Stk. 2.

Enhver, som påviser en retlig interesse heri, kan få adgang til at gøre sig bekendt med skibsbøgernes indhold og til mod betaling af få afskrift af dem, så vidt vedkommendes interesse rækker. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren i det enkelte tilfælde giver påbud herom, gælder dette dog ikke i tilfælde, hvor skibsbogstilførslen vedrører sammenstød med fremmed skib, jf. herved § 163, såfremt der ikke er tilsvarende adgang til at blive bekendt med det fremmede skibs bøger.

Stk. 3.

Enhver dagbog skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endeligt er afgjort.

Stk. 4.

For skibsbøger, som er ført på et finsk, norsk eller svensk skib, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når skibet befinder sig i dansk havn.

Stk. 5.

Bestemmelserne i stk. 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse på kladder til skibsbøger samt på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne. Bestemmelserne i stk. 3 finder ligeledes tilsvarende anvendelse, medmindre økonomi- og erhvervsministeren bestemmer andet.

§ 472

Formålet med søforklaring er snarest muligt at tilvejebringe oplysninger om de faktiske omstændigheder ved ulykke, dødsfald eller personskade, herunder oplysninger om forhold, som er af betydning for bedømmelsen af offentlige forhold eller civile ansvarsforhold, af skibets sødygtighed eller for sikkerheden til søs.

§ 473

Søforklaring kan afholdes, når en ulykke har fundet sted til søs, eller når skibsføreren eller et medlem af besætningen uden for dansk havn er afgået ved døden eller har lidt betydelig personskade om bord.

§ 474

Den, som har en væsentlig retlig interesse deri, kan begære, at søforklaring afholdes for et dansk skib.

Stk. 2.

Søforklaring kan afholdes her i riget for et udenlandsk skib, når

Økonomi- og erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter dette kapitel til Søfartsstyrelsen.

§ 486-500

(Ubenyttede)

Kapitel 19

Om forældelse

§ 501

Forældelsesfristen for følgende fordringer er

1) for fordring på bjærgeløn og særligt vederlag, to år fra den dag, da bjærgningen blev afsluttet,

2) for fordring på erstatning for skade ved sammenstød eller søulykke som nævnt i § 163, to år fra den dag, da skaden blev voldt,

3) for fordring på erstatning efter § 418, 1. pkt., to år fra den dag, da passageren gik i land, eller, dersom dødsfald har fundet sted undervejs, fra den dag, på hvilken passageren skulle have været udskibet. Har dødsfaldet fundet sted efter udskibningen, er fristen to år fra dødsdagen, dog senest tre år fra den dag, udskibningen fandt sted,

4) for fordring på erstatning efter § 419, to år fra den dag, da rejsegodset blev udskibet eller, hvis det er gået tabt, fra den dag, da udskibningen skulle have fundet sted,

5) for fordring på erstatning efter § 418, 2. pkt., to år fra den dag, da passageren blev udskibet,

6) for fordring på erstatning for tab som følge af, at gods er udleveret uden forevisning af konnossement eller til en forkert person, et år fra den dag, da godset skulle have været udleveret, eller fra den dag, da det blev udleveret, hvis dette sker på et senere tidspunkt,

7) for fordring på erstatning efter §§ 275 og 276 eller for urigtige eller ufuldstændige oplysninger i et konnossement, et år fra den dag, da godset blev udleveret eller skulle have været udleveret,

8) for fordring på bidrag til almindeligt havari eller til omkostninger, som fordeles efter § 360 eller § 466, stk. 2, et år fra dispachens dato,

9) for fordring, for hvilken skyldneren er begrænset ansvarlig i henhold til § 172, stk. 1, nr. 4, tre år fra forfaldsdag,

10) for fordring på den, der er blevet personligt ansvarlig efter § 53 eller § 63, den for søpanterettens forældelse fastsatte frist, jf. §§ 55 og 64.

Stk. 2.

For regreskrav i anledning af fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 2, 6 og 7, er forældelsesfristen et år fra den dag, da fordringen blev betalt eller søgsmål om den rejst. Ved regres i anledning af krav som følge af personskade, jf. stk. 1, nr. 2, regnes fristen for regreskravet først fra den dag, da erstatningen blev betalt.

Stk. 3.

Forældelsesfristen afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb eller, såfremt det tilkommer en dispachør at træffe afgørelse om fordringen, ved anmeldelsen for dispachøren.

Stk. 4.

Enhver forhåndsvedtagelse om udelukkelse af forældelse eller om længere forældelsesfrister end dem, der er nævnt i stk. 1, er ugyldig.

Stk. 5.

Det afgøres efter loven i det land, hvor sagen er anlagt, om forældelsen er afbrudt eller suspenderet. Dog skal fordringer som omtalt i stk. 1, nr. 3, 4 og 5, senest være forældet tre år efter den dag, da udskibningen fandt sted eller skulle have fundet sted.Når forældelsen af fordringer omfattet af stk. 1 afbrydes, uden der etableres et særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, løber en ny frist af samme længde fra det tidspunkt, som er angivet i forældelseslovens § 19, eller, hvis afbrydelsen er sket ved anmeldelse for en dispachør, fra dispachørens afgørelse.

Stk. 6.

I øvrigt kommer de almindelige regler om forældelse af fordringer til anvendelse.

§ 502

Krav for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i §§ 183, 190 b og 191, § 206, stk. 2, eller § 207, eller om erstatning eller refusion fra 1992-fonden eller den supplerende fond forældes, såfremt der ikke er anlagt sag inden 3 år regnet fra den dag, skaden eller udgifterne opstod. Forældelsesfristen vedrørende krav mod 1992-fonden eller den supplerende fond afbrydes foruden ved retsskridt i medfør af § 204, stk. 6.

Stk. 2.

Dog kan krav ikke i noget tilfælde rejses, når der er forløbet 6 år fra den dag, på hvilken den hændelse opstod, som forårsagede den nævnte begivenhed. Forvoldes skaden eller udgifterne ved en række hændelser, der har samme oprindelse, regnes 6-års-fristen fra den første af disse hændelser.

§ 503

- 504. (Ubenyttet)

Kapitel 20

(Ophævet)

§ 515

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 515a

Efterkommes rettens pålæg efter § 478, stk. 1, 2. pkt., ikke uden lovlig grund, kan retten pålægge en bøde, medmindre der ved fremlæggelsen vil fremkomme oplysning om forhold, som en ad de nævnte personer ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne efter reglerne i retsplejelovens kapitel 18.

Kapitel 22

Om lovens område og ikrafttræden

§ 515b

Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med overholdelsen af §§ 186, 197, 198 og 471 i denne lov og de regler, der udstedes i medfør af heraf.

§ 516

Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Søfartsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 517

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

§ 518

Økonomi- og erhvervsministeren sætter loven i kraft ved bekendtgørelse. Loven kan sættes i kraft samlet eller i flere omgange.

Stk. 2.

Økonomi- og erhvervsministeren ophæver den nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989, ved bekendtgørelse. Loven kan ophæves samlet eller i flere omgange.

§ 519

For reglerne i kapitel 13 og 14 om befordring af gods gælder, at aftaler indgået før lovens ikrafttræden følger reglerne i den hidtil gældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989.

Stk. 2.

Denne lovs regler gælder for forhold, hvor konnossement eller søfragtseddel er udstedt til tredjemand efter denne lovs ikrafttræden, selv om dette er sket i henhold til aftale om godsbefordring, der er indgået før denne lovs ikrafttræden.