§ 1
En person, der i perioden fra og med indkomståret 2010 til og med indkomståret 2016 fylder 64 år, kan for de indkomstår, hvori personen fylder 64 år og 65 år, få et nedslag i indkomstskatten i form af tilbagebetaling af en del af det betalte arbejdsmarkedsbidrag efter reglerne i denne lov.
Stk. 2.
Nedslagsberettigede er personer, der
1) erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i ansættelsesforhold,
2) erhverver indkomst i form af vederlag m.v. for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold eller
3) er selvstændigt erhvervsdrivende.
Stk. 3.
Hvis en person i et indkomstår i perioden fra og med det indkomstår, personen fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, ud over at være omfattet af stk. 2, nr. 1, også er omfattet af stk. 2, nr. 2 eller 3, anses personen dog for omfattet af stk. 2, nr. 1, i det pågældende indkomstår, hvis mindst 75 pct. af personens samlede vederlag m.v. som nævnt i § 8, stk. 1, og § 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. omfattet af § 18 i pensionsbeskatningsloven i det pågældende indkomstår er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43.
Stk. 4.
Personen skal for at få et nedslag
1) overholde en indkomstgrænse i de indkomstår, hvor den pågældende fylder 57 år, 58 år og 59 år efter kapitel 2,
2) opfylde et krav om fuldtidsbeskæftigelse i form af et indkomst- og arbejdstidskrav efter kapitel 3 og
3) være skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 7, eller stk. 2, i det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64 år.