§ 2
Afregningsperioden er kalendermåneden. Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden. For hver afregningsperiode og for hver skat eller afgift m.v. skal der indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. 3. pkt. finder dog ikke anvendelse, for så vidt angår indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skal indberettes til indkomstregisteret.
Stk. 2.
Angivelser vedrørende de i bilag 1, liste A, nævnte love skal indgives til told- og skatteforvaltningen senest den 15. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden. Angivelser vedrørende den lov, som er nævnt i bilag 1, liste B, skal indgives til told- og skatteforvaltningen senest den 10. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden, jf. dog stk. 6. I januar måned skal disse angivelser dog indgives senest den 17. januar.
Stk. 3.
Såfremt den sidste rettidige angivelsesdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelsesdag.
Stk. 4.
Skatter og afgifter m.v. (tilsvaret) forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. dog stk. 6.
Stk. 5.
Indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som er omfattet af stk. 1, 4. pkt., forfalder til betaling den 1. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden og skal indbetales senest den 10. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden, jf. dog stk. 6. Stk. 2, 3. pkt., og stk. 3 finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår fristen for indbetaling efter 1. pkt.
Stk. 6.
2) For indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven, hvor det sammenlagte tilsvar i henhold til indgivne angivelser, foretagne indberetninger til indkomstregisteret eller foreløbige fastsættelser, jf. § 4, af enten arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsopsparing eller A-skat i en forudgående 12-måneders-periode regnet fra og med oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger 250.000 kr. henholdsvis 1 mio. kr., forfalder indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i kalenderåret til betaling den sidste hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører. Forfaldstidspunktet for indeholdt A-skat m.v. som nævnt i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for indeholdelsespligtige med flere virksomheder, for hvilke der føres særskilt regnskab, og som har fået tildelt flere SE-numre. Dette gælder dog ikke, hvis den indeholdelsespligtiges samlede tilsvar ikke overstiger 250.000 kr. henholdsvis 1 mio. kr., jf. 1. pkt. Sidste rettidige angivelses- og betalingsdag er forfaldsdagen.
Stk. 7.
1) Udgør betalingen ifølge en angivelse under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. Indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag skal kun indbetales, såfremt beløbene tilsammen udgør 50 kr. eller derover.
Stk. 8.
2) Pensionskasser, Arbejdsmarkedets Tillægspension, forsikringsselskaber og pengeinstitutter som nævnt i kildeskattelovens § 49 D, stk. 1, indbetaler de forventede bidrag for kalenderåret af pensionsindbetalinger den 1. september, jf. dog kildeskattelovens § 49 D, stk. 4. Indbetaling sker til told- og skatteforvaltningen. Senest den 1. april i året efter udløbet af kalenderåret skal de selskaber m.v., som er nævnt i 1. pkt., indbetale de endelige arbejdsmarkedsbidrag, dog med modregning af de foreløbige arbejdsmarkedsbidrag efter 1. pkt. Overskydende bidrag indbetales til told- og skatteforvaltningen, der tillige forestår eventuel tilbagebetaling af for meget betalt bidrag. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning m.v. omfattet af 1.-4. pkt.
Stk. 9.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om angivelse og indbetaling af skatter og afgifter m.v. efter stk. 1-6. Skatteministeren kan ligeledes fastsætte regler om angivelse og indbetaling ved ophør af virksomhed.
§ 4
Har told- og skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan de fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Tilsvarende gælder, hvis indkomstregisteret efter udløbet af fristen for indberetning til indkomstregisteret for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. Tilsvaret betales senest 14 dage efter påkrav.
Stk. 2.
Virksomheden skal betale en afgift på 800 kr. for en foreløbig fastsættelse. Foretages der en foreløbig fastsættelse for både A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, betales dog kun én afgift pr. afregningsperiode.
Stk. 3.
Såfremt en virksomhed i fire på hinanden følgende afregningsperioder for det samme registreringsforhold har fået foretaget en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar af skatter eller afgifter m.v., kan told- og skatteforvaltningen inddrage virksomhedens registrering hos told- og skatteforvaltningen, for så vidt angår det pågældende registreringsforhold, medmindre virksomheden inden inddragelsen indgiver de manglende angivelser henholdsvis manglende indberetninger. Told- og skatteforvaltningen skal dog forinden inddragelsen ved rekommanderet brev meddele virksomheden, at registreringen vil blive inddraget, såfremt de manglende angivelser henholdsvis manglende indberetninger ikke indgives inden 14 dage. Det skal fremgå af meddelelsen, at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 4. Meddelelse om, at registreringen er inddraget, skal tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev. Det skal fremgå heraf, at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 4.
Stk. 4.
Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget efter stk. 3, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.
§ 5a
Har virksomheden ikke udarbejdet et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af en periodeangivelse efter reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov, eller kan størrelsen af det tilsvar, der påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskab, kan told- og skatteforvaltningen indgå aftale med en statsautoriseret eller en registreret revisor om at udarbejde et regnskab for den skatte- eller afgiftspligtige. Ved beslutning herom skal der tages hensyn til virksomhedens forhold, herunder betalingsevne. Før told- og skatteforvaltningen indgår aftale med en revisor, skal forvaltningen skriftligt meddele denne beslutning til den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige inden 2 måneder fra underretningen indsender et regnskab, der kan danne grundlag for skatte- og afgiftsansættelsen, bortfalder forvaltningens beslutning. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning give henstand med indsendelse af regnskab, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 2.
Virksomheden har inden udløbet af fristen i stk. 1 mulighed for at stille forslag om, hvilken revisor der skal udarbejde regnskabet. Stk. 1, 5. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Kan told- og skatteforvaltningen ikke godkende forslaget, skal fravalget begrundes. Forvaltningens fravalg af revisor kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Told- og skatteforvaltningen betaler honorar til revisor for udarbejdelse af regnskab. Virksomheden har pligt til at refundere told- og skatteforvaltningen revisorhonoraret. Told og skatteforvaltningen kan bestemme, at virksomheden kun skal betale en del af honoraret, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 4.
Denne lovs almindelige regler om opkrævning og inddrivelse af skatte- og afgiftskrav finder tilsvarende anvendelse ved opkrævning og inddrivelse af told- og skatteforvaltningens udlæg til revisor hos virksomheden. Der kan foretages modregning med eventuelle statslige og kommunale tilgodehavender.
§ 9
Den, der fra andre EU-lande modtager varer, der er afgiftspligtige efter de afgiftslove, der er nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1-4, og som ikke er registreret efter den pågældende afgiftslov, skal ved modtagelsen af varerne angive den mængde varer, hvoraf der skal betales afgift, til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal være underskrevet af varemodtageren eller en repræsentant for sælgeren.
Stk. 2.
Varemodtagere, der ikke er erhvervsdrivende, og som fra andre EU-lande modtager varer m.v., der er afgiftspligtige efter de afgiftslove, der er nævnt i bilag 1, liste A, nr. 5-18 og 31, skal ved modtagelsen af varerne angive den mængde varer, hvoraf der skal betales afgift til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal være underskrevet af varemodtageren.
Stk. 3.
De i stk. 1 og 2 nævnte varemodtagere skal indbetale afgiften til told- og skatteforvaltningen senest samtidig med indsendelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte angivelser. Udgør afgiften under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. § 3, stk. 2, og §§ 5-7 og § 8, nr. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om angivelsen og afgiftens indbetaling.
§ 11
Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, når
1) virksomheden for de seneste 12 afregningsperioder fire gange ikke rettidigt har indbetalt skatter og afgifter m.v. omfattet af denne lov og, for så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift, og
a) virksomheden er i restance vedrørende skatter og afgifter, for hvilke den er registreret, samt eventuelt selskabsskatter og, for så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift, med et beløb, der overstiger 25.000 kr., og virksomheden ikke indbetaler denne restance senest den 10. hverdag fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra told- og skatteforvaltningen, hvorved virksomheden underrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålægges at stille sikkerhed, eller
b) virksomheden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, eller
2) virksomhedens kapitalgrundlag, herunder den lovpligtige kapital i selskaber, er trukket ud af virksomheden, eller
3) der efter virksomhedens registrering opstår eller konstateres forhold, som efter stk. 2, jf. stk. 4, kan begrunde pålæg om sikkerhedsstillelse, eller
4) virksomheden leverer varer med leveringssted her i landet, jf. momslovens kapitel 4, som den har erhvervet fra udlandet eller af en virksomhed, som selv har erhvervet varerne fra udlandet, jf. momslovens kapitel 3, eller af enhver anden virksomhed i senere indenlandske transaktionsled, når den merværdiafgift, der opstår i forbindelse med virksomhedens indenlandske salg, forsætligt eller groft uagtsomt ikke vil blive afregnet til told- og skatteforvaltningen, jf. momslovens kapitel 15.
Stk. 2.
Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter denne lov, at stille sikkerhed. Pålæg kan dog kun gives, hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af virksomheden, reelt driver virksomheden, er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion, eller er filialbestyrer i virksomheden, er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af eller filialbestyrer i en anden virksomhed eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden virksomhed, der er gået konkurs eller er blevet konstateret insolvent. Den anden virksomheds konkurs eller insolvens skal endvidere have ført til, at told- og skatteforvaltningen har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller at staten er blevet påført et samlet tab på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, eller personskatter og bidrag, der hidrører fra driften af den anden virksomhed.
Stk. 3.
Der skal dog kun stilles sikkerhed efter stk. 1 eller 2, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten. Når en virksomhed pålægges at stille sikkerhed efter stk. 2, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt.
Stk. 4.
Er den i stk. 2 nævnte virksomhed et selskab, en fond eller en forening m.v., anses som ejer også
1) en person, der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 4
2) et selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er omhandlet i kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller
3) en fysisk eller juridisk person, der udøver bestemmende indflydelse som defineret i ligningslovens § 2, stk. 2, over virksomheden.
Stk. 5.
Sikkerhed efter stk. 1 og 2 skal stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, og det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode. For enkeltmandsvirksomheder gælder dette tillige indehaverens personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift. Det gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger. Sikkerhedsstillelsen for personskatter og bidrag beregnes ud fra skattebilletten.
Stk. 6.
Sikkerhed efter stk. 1 og 2 skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, idet fristen dog i særlige tilfælde kan forlænges efter anmodning herom. Pålæg om sikkerhedsstillelse meddeles virksomheden ved rekommanderet brev.
Stk. 7.
Meddelelse om pålæg om sikkerhedsstillelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomhedens registrering vil blive inddraget, og at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse vil være strafbar efter § 17, stk. 3, samt at ledelsen efter stk. 11 vil hæfte for virksomhedens skatter og afgifter m.v.
Stk. 8.
Pålæg om sikkerhedsstillelse efter stk. 2 skal meddeles virksomheden, senest 14 hverdage efter at virksomheden anmeldes til registrering. Meddelelse om pålæg om sikkerhedsstillelse skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, og at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter § 17, stk. 3, samt at ledelsen efter stk. 11 vil hæfte for virksomhedens skatter og afgifter m.v.
Stk. 9.
Stilles sikkerheden efter stk. 1 ikke rettidigt, inddrages virksomhedens registrering. Stilles sikkerheden efter stk. 2 ikke rettidigt, nægtes virksomheden registrering.
Stk. 10.
Meddelelse om, at registreringen er inddraget eller nægtet efter stk. 9, skal tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev, der tillige skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter registreringsinddragelsen eller registreringsnægtelsen vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 11.
Stk. 11.
Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget eller nægtet efter stk. 9, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.
Stk. 12.
Sikkerhed stillet efter stk. 1 og 2 frigives, når tidligere restancer er betalt og virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har indbetalt skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov.
Stk. 13.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af restancer efter stk. 1, nr. 1, litra a, tilgodehavender og tab efter stk. 2 samt sikkerhedsstillelse efter stk. 5.
§ 12
1) Hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v., der opkræves efter reglerne i denne lov, for en afregningsperiode er negativt, udbetales beløbet til virksomheden. Det samme gælder, når virksomheden ved en fejl har indbetalt for meget, eller når en godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret. Beløb under 50 kr. udbetales ikke. Er der tale om beløb vedrørende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, sker der kun udbetaling, hvis disse beløb tilsammen overstiger 50 kr.
Stk. 2.
Såfremt angivelsen henholdsvis indberetningen til indkomstregisteret af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. er modtaget rettidigt, sker udbetaling efter stk. 1 senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen henholdsvis indberetningen for den pågældende periode. Såfremt tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen, tilbagebetales beløbet senest 3 uger efter, at virksomheden har gjort told- og skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller told- og skatteforvaltningen har konstateret fejlen.
Stk. 3.
Kan told- og skatteforvaltningen på grund af virksomhedens forhold ikke foretage kontrol af angivelsen eller indberetningen til indkomstregisteret af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol. Skønner told- og skatteforvaltningen, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for afgiftstab, kan forvaltningen ligeledes afbryde udbetalingsfristen eller stille krav om sikkerhedsstillelse, indtil virksomhedens forhold er undersøgt.
Stk. 4.
Beløb, der skulle have været udbetalt efter stk. 1, kan tilbageholdes, såfremt angivelser eller indberetningen til indkomstregisteret af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. vedrørende afsluttede afregningsperioder ikke er indgivet. Krav på tilsvar og eventuelle renter for disse perioder modregnes ved udbetalingen af beløb efter stk. 1, selv om kravet ikke er forfaldent. Beløb efter stk. 1 kan ligeledes tilbageholdes, såfremt virksomheden ikke rettidigt har indsendt sin selvangivelse.
§ 17
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) overtræder § 2, stk. 1 eller 2, eller § 9, stk. 1 eller 2, eller
2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for angivelse eller indberetning til indkomstregisteret af skatter eller afgifter m.v. efter § 2, stk.1, eller § 9, stk.1 eller 2.
Stk. 2.
Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen skatter eller afgifter m.v., straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 3.
Medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed driver en virksomhed, selv om registreringen er inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9. Virksomheden kan dog afvikle allerede indgåede ansættelses- og kontraktforhold, der gør det påkrævet at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, med kortest muligt varsel. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afregningen, herunder om forkortet afregningsperiode og indbetalingsfrist.
Stk. 4.
I forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 5.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 20
Loven træder i kraft den 1. januar 2001, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2.
Den i § 7, stk. 1, nævnte rentesats fastsættes til 1,3 pct. for renter, der påløber i perioden 1. januar 2001 til 31. december 2001, jf. dog 3. pkt. Uanset 1. pkt. kan der beregnes en rente efter fremgangsmåden i § 7, stk. 2, på grundlag af oplysninger fra 2000. Skatteministeren kan fastsætte, at denne rente skal have virkning for renter, der påløber fra et af skatteministeren fastsat tidspunkt efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3.
Uanset § 12 kan tilbagebetaling af for meget indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag indtil den 1. januar 2002 afvente, at den indeholdelsespligtige modregner beløbene i den førstkommende indbetaling af A-skat, henholdsvis arbejdsmarkedsbidrag, medmindre særlige forhold taler imod.
Stk. 4.
I det omfang opkrævning sker efter lovens ikrafttræden, finder lovens bestemmelser tilsvarende anvendelse på opkrævning af skatter og afgifter vedrørende perioder, der ligger før lovens ikrafttræden.
Stk. 5.
Fritagelse for betaling efter § 8 kan kun meddeles for krav, der er opstået efter denne lovs ikrafttræden.
Stk. 6.
§ 13 har virkning for overdragelser (transporter), som er kommet frem til told- og skatteforvaltningen efter den 6. oktober 1999. Med hensyn til overdragelser af fordringer mod told- og skatteforvaltningen kan told- og skatteforvaltningen efter 1. januar 2005 foretage modregning over for overdrageren uden hensyn til overdragelsen. I særlige tilfælde kan told- og skatteforvaltningen dispensere fra reglen i 1. og 2. pkt.