§ 2
Statsgaranti efter § 1 kan ydes for lån, hvis
1) der på ansøgers bedrift finder en sådan jordbrugsmæssig produktion sted, at der hertil kræves en arbejdsindsats af ansøger og dennes husstand på mindst 900 timer årligt, eller ansøger har jordbrug som hovederhverv,
2) ansøger har en samlet gæld, der udgør mindst 70,0 pct. af de samlede aktiver, og
3) ansøger kan godtgøre, at der efter optagelse af lånet, eventuel omprioritering med indekslån og eventuel kreditorordning vil være økonomisk overlevelsesevne.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter nærmere regler om opfyldelse af de i stk. 1 nævnte betingelser.
§ 3
Der kan ydes garanti for et lån, der udgør indtil 30 pct. af ejendommens kontantværdi. Lånet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til den samlede værdi af restgælden den 15. marts 1993 for gæld, der er pantesikret ud over 70 pct. af ejendommens kontantværdi, og af erhvervsmæssig gæld, der ikke er pantesikret i fast ejendom, samt godkendte sags- og låneomkostninger.
Stk. 2.
Der kan højst ydes garanti for et lån på 1.200.000 kr. for hver ansøger og hver bedrift. Garanti for lån under 75.000 kr. ydes ikke. Der kan ikke ydes garanti for mere end et lån pr. bedrift.
Stk. 3.
Provenuet af lånet skal anvendes til indfrielse eller bortakkordering af gæld. Provenuet kan ikke anvendes til indfrielse af lån i realkreditinstitutter eller Dansk Landbrugs Realkreditfond.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om opgørelse af den gæld, der kan indgå ved beregningen af lånebeløbet og om lånets udbetaling.
§ 4
Lånet ydes som et 15-årigt nominelt forrentet kontantlån eller som et 15-årigt indekslån. Ydes lånet som et nominelt forrentet kontantlån, afdrages lånet efter serie- eller annuitetsprincippet. Ydes lånet som et indekslån, afdrages lånet efter serielånsprincippet. I ydelsen indgår et administrationsbidrag.
Stk. 2.
Hvis lånet ydes som et indekslån, må den samlede belåning af ejendommen med indekslån ikke overstige 50 pct. af ejendommens kontantværdi.
Stk. 3.
Lånet skal sikres ved oprykkende panteret i ansøgers ejendom efter bestående pantehæftelser. Lånet skal have pantesikkerhed inden for ejendommens kontantværdi.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren godkender Dansk Landbrugs Realkreditfonds satser for gebyrer og løbende bidrag for de lån, hvortil der ydes garanti efter loven.
§ 6
Miljø- og fødevareministeren kan tillade, at lån til finansiering af investeringer i ejendommen og dens drift tinglyses med prioritet forud for gældssaneringslånet. Efter tilbagerykning skal gældssaneringslånet have pantesikkerhed inden for ejendommens kontantværdi.
Stk. 2.
Er gældssaneringslånet ydet som et indekslån, kan tilbagerykning for nye indekslån kun ske, hvis den samlede belåning af ejendommen med indekslån efter rykningen ikke overstiger 50 pct. af ejendommens kontantværdi.
§ 7
Gældssaneringslånet kan til enhver tid indfries helt eller delvis.
Stk. 2.
Lånet forfalder til indfrielse ved ejerskifte, jf. dog § 8, og hvis landbrugspligten på den belånte ejendom ophæves, eller hvis ejendommens jorder i væsentligt omfang overgår til anden anvendelse end jordbrug, samt hvis kravet i § 2, stk. 1, nr. 1, ikke længere er opfyldt.
Stk. 3.
Hvis en låntager afhænder en anpart af den belånte ejendom, skal det skyldige lånebeløb nedbringes forholdsmæssigt.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at det skyldige lånebeløb af låntager skal nedbringes forholdsmæssigt, hvis ejendommens kontantværdi nedbringes ved salg af en del af ejendommen.
§ 12
Med henblik på at kontrollere gennemførte foranstaltninger efter loven har miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, mod behørig legitimation adgang uden retskendelse til bedrifter, der har opnået tilsagn om garanti for lån efter loven. På tilsvarende måde har miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, adgang til bedrifternes regnskaber, forretningsbøger m.m.
Stk. 2.
Bedrifternes indehavere eller forpagtere og de på bedrifterne beskæftigede personer har pligt til at yde den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse, og det i stk. 1 nævnte materiale skal på kontrollerende myndigheders begæring udleveres til de kontrollerende myndigheder.
§ 15
Den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til de i denne lov eller de i medfør af loven fastsatte regler, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå.
Stk. 2.
Den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af loven, straffes med bøde. Det samme gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
Stk. 3.
Den, der overtræder § 12, stk. 2, straffes med bøde.
Stk. 4.
I regler, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne eller forsøg herpå.
Stk. 5.
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Stk. 6.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan miljø- og fødevareministeren tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning. Det er en betingelse herfor, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 7.
For så vidt angår den i stk. 6 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.
Stk. 8.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.