Når det af havarikommissionen skønnes nødvendigt i forbindelse med undersøgelsesarbejdet, har kommissionens medarbejdere og eventuelle medhjælpere samt medarbejdere i de i § 6 nævnte udenlandske undersøgelsesinstanser til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse ret til
1) at få uhindret adgang til skibe og lokaler, hvorfra der udøves erhvervsvirksomhed i tilknytning til drift af skibe, og adgang til ethvert relevant område eller ulykkessted, vrag eller struktur, herunder last, udstyr eller vragrester,
2) at foretage øjeblikkelig indsamling af bevismateriale og kontrolleret eftersøgning efter og fjernelse af vragdele, vragrester og andre bestanddele eller stoffer med henblik på undersøgelse eller analyse,
3) at iværksætte undersøgelser eller analyser af de under nr. 2 omhandlede genstande og få uhindret adgang til resultaterne af sådanne undersøgelser eller analyser,
4) uhindret adgang til og ret til at kopiere og anvende alle relevante oplysninger og registrerede data, herunder data fra VDR-udstyr, i forbindelse med et skib, en rejse, en last, en besætning eller andre personer, genstande, betingelser eller omstændigheder,
5) uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af prøver fra ofres lig, som har været involveret i de i § 2 nævnte ulykker,
6) uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af udtagning af prøver fra relevante personer,
7) at udspørge de involverede personer uden tilstedeværelse af andre, hvis interesser vil kunne anses for at vanskeliggøre undersøgelsen, og
8) at indhente synsrapporter og andre relevante oplysninger fra tilsynsmyndigheder, klassifikationsselskaber, rederen og selskaber eller personer, som er godkendt som sikkerhedsansvarlige i henhold til koden om sikker skibsdrift, besætningsmedlemmer og søfartserhvervets organisationer, samt fra relevante parter, hvis disse er etableret i Danmark.
Stk. 2.
Havarikommissionen kan endvidere indhente oplysninger og anmode om bistand hos relevante myndigheder i involverede stater, herunder flag- og havnestaters inspektører, kystvagter, skibstrafiktjenester og eftersøgnings- og redningstjenester, samt fra rederier, lodser og andet havne- og søfartspersonale.