§ 1
Rådet for Ungdomsuddannelser rådgiver undervisningsministeren i overordnede spørgsmål på ungdomsuddannelsesområdet, jf. stk. 2.
Stk. 2.
Rådet for Ungdomsuddannelser skal rådgive om tværgående og fælles emner og udfordringer for ungdomsuddannelsesområdet, herunder om
1) faglige, kompetencemæssige og pædagogiske problemstillinger,
2) sammenhænge i ungdomsuddannelsernes studie- og erhvervsrettede formål, herunder om elevernes udbytte af undervisning og læringsaktiviteter,
3) evaluering og kvalitetsudvikling,
4) elevernes trivsel,
5) at alle unge bliver udfordret af uddannelserne, så de bliver så dygtige, de kan,
6) den samlet set bedst mulige mindskelse i ungdomsuddannelserne af betydningen af social baggrund i forhold til fagligt resultat,
7) institutionelle udviklingstendenser, herunder virkningen af fusions- og campusdannelser, og
8) overgange mellem grundskole og ungdomsuddannelse og overgange mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.
Stk. 3.
Rådet for Ungdomsuddannelser kan iværksætte forskning og inddrage forskningsresultater i sin rådgivning.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan forelægge spørgsmål om ungdomsuddannelser for rådet.