I denne lov forstås ved:
1) Forbruger: Enhver person, der i forbindelse med aktiviteter efter denne lov hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
2) Reparatør: Enhver fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med vedkommendes erhverv, forretning, håndværk eller profession leverer en reparationstjeneste, herunder fabrikanter og sælgere, der leverer reparationstjenester, og leverandører af reparationstjenester, uanset om de er uafhængige eller tilknyttet sådanne fabrikanter eller sælgere.
3) Reparation: Én eller flere handlinger, der udføres for at bringe et defekt produkt eller affald tilbage til en tilstand, hvor det opfylder sin tilsigtede anvendelse.
4) Sælger: Enhver fysisk eller juridisk person, uanset om der er tale om privat eller offentligt ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i denne fysiske eller juridiske persons navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med aktiviteter efter denne lov.
5) Fabrikant: Enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret eller fremstillet, og som markedsfører dette produkt under sit navn eller varemærke.
6) Bemyndiget repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at handle på fabrikantens vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver vedrørende fabrikantens forpligtelser.
7) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som bringer et produkt fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet.
8) Distributør: Enhver anden fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten eller importøren, som gør et produkt tilgængeligt på markedet.
9) Varer:
a) Enhver løsøregenstand bortset fra vand, gas og elektricitet eller
b) enhver løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion.
10) Istandsættelse: Handlinger, der udføres for at bearbejde, rengøre, teste og om nødvendigt reparere et produkt eller et kasseret produkt for at genoprette dets ydeevne eller funktionalitet med hensyn til den tilsigtede anvendelse og ydeevne som oprindelig udformet i designfasen på det tidspunkt, hvor produktet bringes i omsætning.
11) Krav om reparationsmuligheder: Krav i henhold til de EU-retsakter, der er opført i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler til fremme af reparation af varer, som gør det muligt at reparere en vare, herunder krav om at gøre demontering lettere og krav vedrørende adgang til reservedele, reparationsrelaterede oplysninger og værktøjer, der kan anvendes på varer eller specifikke komponenter i varer.
12) Varigt medium: Ethvert middel, som sætter modtageren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.