I tilfælde af frekvensknaphed, jf. § 7, stk. 6, hvor der ikke i henhold til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2, skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn, afholder IT- og Telestyrelsen auktion.
Stk. 2.
I forbindelse med afholdelse af auktionen kan IT- og Telestyrelsen træffe beslutning om,
1) hvilke typer og antal tilladelser der skal være omfattet af auktionen,
2) auktionsformen, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætningerne for deltagelse i auktionen,
3) depositum og bankgaranti,
4) minimumsbudsum,
5) fordeling af tilladelserne,
6) retningslinjer med henblik på at imødegå en adfærd fra budgiverne, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,
7) fraskrivning af retten til at kræve anden form for erstatning end pengekrav,
8) erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod, og
9) at deltagerne i auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med IT- og Telestyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt udstedelsen af tilladelserne.
Stk. 3.
I forbindelse med afholdelse af auktionen kan IT- og Telestyrelsen ud over vilkår som nævnt i § 14 træffe beslutning om fastsættelse af vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen, om varighed og fornyelse af tilladelserne og om betaling for tilladelserne, herunder i forbindelse med efterfølgende overdragelse.