Inden en ny privat fællesvej udlægges, skal skitseprojekt, der angiver vejens retning, bredde og længdeprofil samt dens tilslutning til andre veje, godkendes af vejmyndigheden.
Stk. 2.
Ved godkendelsen skal vejmyndigheden navnlig påse,
1) at udlægget er i overensstemmelse med foreliggende byplanmæssige dispositioner,
2) at vejen på hensigtsmæssig måde indgår i det øvrige system af offentlige veje og private fællesveje, idet skitseprojektet udformes under hensyntagen til vejens klasse således, at der i fornødent omfang sondres mellem gennemfartsveje og lokale veje,
3) at hensigtsmæssige vejforhold og parcelformer kan tilvejebringes såvel på den pågældende ejendom som på de omliggende arealer,
4) at der sikres de fornødne arealer til holdende og parkerede motorkøretøjer,
5) at antallet af sidevejsindmundinger i veje med gennemgående færdsel indskrænkes mest muligt,
6) at udstykkede parcellers direkte adgang til sådanne veje ligeledes indskrænkes mest muligt,
7) at vandafledning og fremførelse af forsyningsledninger kan foregå på hensigtsmæssig måde, samt
8) at der om fornødent ved servitut sikres oversigt over vejsving og vejkryds på den udlagte vej eller ved vejens tilslutning til bestående veje.
Stk. 3.
Transportministeren kan fastsætte almindelige regler og normer for anlæg, udvidelse og ombygning af private fællesveje, herunder for vejenes forhold til omgivelserne og for sådanne forhold, som i øvrigt er af betydning for vejenes ensartethed og trafiksikkerhed.