§ 2
Odense Letbane P/S skal stå for projektering, anlæg og drift af Odense Letbane.
Stk. 2.
Linjeføringen for Odense Letbane med stationer samt kontrol- og vedligeholdelsescenter og parkeringsanlæg fremgår af bilag 1 til loven.
Stk. 3.
Såfremt anlægget fordyres ud over de afsatte korrektionsreserver, kan linjeføringen for Odense Letbane forkortes og antallet af stationer justeres efter aftale mellem Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren.
§ 4
Region Syddanmark yder et engangstilskud til anlæg af Odense Letbane på 100 mio. kr. til Odense Letbane P/S. Beløbet er i 2014-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven. Beløbet er uden korrektionsreserve.
Stk. 2.
Transportministeren yder et tilskud på 1.108 mio. kr. inkl. 30 pct. korrektionsreserve til anlæg af Odense Letbane til Odense Letbane P/S. Beløbet er i 2014-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 3.
Tilskuddene efter stk. 1 og 2 gives, under forudsætning af at letbanen anlægges, og at der ikke sker væsentlige ændringer i projektet.
§ 6
Transportministeren bemyndiges til på vegne af Odense Letbane P/S ved ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., der er nødvendige for gennemførelsen af anlægget nævnt i § 2.
Stk. 2.
Transportministeren kan på vegne af Odense Letbane P/S efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af anlægget nævnt i § 2, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, såfremt ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.
Stk. 3.
Transportministeren bemyndiges til på vegne af Odense Letbane P/S ved ekspropriation at pålægge ejendomme langs letbaneanlægget, jf. § 2, en servitut om eldrift eller andre servitutter med deraf følgende rådighedsindskrænkninger, der er nødvendige for gennemførelse af anlægget nævnt i § 2.
Stk. 4.
Ekspropriation sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 5.
Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje anvendelse.
Stk. 6.
Odense Letbane P/S afholder alle omkostninger til ekspropriationer.
§ 11
Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren har mulighed for at foretage tilkøb. Ved tilkøb forstås udgifter til anlægget, som ikke er nødvendige for anlæg af Odense Letbane, jf. § 2, og som parterne har mulighed for at vælge senest i forbindelse med fastlæggelse af udbudsbetingelserne for anlægget af letbanen, uden at dette i øvrigt medfører væsentlige tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser for anlægget.
Stk. 2.
Tilkøb betales af den eller dem, der ønsker at foretage tilkøb, og skal godkendes af de øvrige parter.
§ 12
Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren skal godkende udbudsmaterialet, tildeling af hovedkontrakt og større ændringer i projektet.
Stk. 2.
Opgives anlægget af Odense Letbane, vil Odense Letbane P/S skulle opløses, og eventuel overskudslikviditet i selskabet vil blive fordelt forholdsmæssigt mellem Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren. Parternes henholdsvis indskud og tilskud til Odense Letbane P/S, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1 og 2, lægges til grund for den forholdsmæssige fordeling efter 1. pkt.
§ 14
Transportministeren kan bemyndige Odense Letbane P/S til at udøve ministerens beføjelser efter denne lov.
Stk. 2.
Transportministeren kan bemyndige Odense Letbane P/S til at udøve ministerens beføjelser efter kapitel 2 a i lov om jernbane.
Stk. 3.
Transportministeren kan, i det omfang Odense Letbane P/S i medfør af stk. 1 og 2 tildeles beføjelser til at træffe afgørelser, fastsætte regler om adgangen til at klage, herunder klagefrister.