Lov om Lønmodtagernes Garantifond

LBK nr 686 af 20/06/2011
Senest offentliggjort 2011-06-25
Senest ændret 2023-12-13
Denne lov er historisk. Den er blevet ophævet eller erstattet af nyere lov.
!
Navigér lovgivningen nemmere med professionelle værktøjer og intelligent søgeassistent.
Få gratis adgang på mit.lovkompas.dk
Herved bekendtgøres lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 7. september 2009 med de ændringer, der følger af lov nr. 1509 af 27. december 2009 og § 15 i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

§ 1

Lønmodtagernes Garantifond oprettes til sikring af lønmodtageres krav på løn m.v. i følgende tilfælde:
Ved arbejdsgiverens konkurs,
ved arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling,
ved virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet, eller
under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling.

Stk. 2.

Garantifonden skal endvidere sikre lønmodtageres krav på løn m.v. i forhold til virksomheder, der virker i flere medlemsstater inden for EU og EØS. Dette gælder dog kun, hvis
lønmodtageren sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i Danmark og
virksomheden kan anses for insolvent.

Stk. 3.

En virksomhed anses efter stk. 2, nr. 2, for insolvent, når der med hjemmel i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i en medlemsstat er indgivet begæring om indledning af kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, som medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, at der udpeges en kurator eller en person med en lignende funktion, og at den myndighed, som har kompetence i henhold til nævnte bestemmelser,
enten har truffet afgørelse om indledning af bobehandlingen
eller har konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket endeligt, og at de foreliggende aktiver ikke er tilstrækkelige til at berettige indledning af bobehandlingen.

§ 2

Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag, erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, godtgørelse i forbindelse med opsigelse eller afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse. Garantien omfatter dog ikke den del af kravet, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat eller i forbindelse med lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73.

Stk. 2.

I de i § 1, stk. 1, nr. 1-3, nævnte tilfælde forudsætter garantien, at kravene er eller i tilfælde af konkurs ville være omfattet af konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt., eller § 95, stk. 1, nr. 1-5, jf. stk. 2. Garantien omfatter i disse tilfælde tillige tilsvarende krav, der kan støttes på konkurslovens § 94, nr. 2, såfremt den skifteret, der behandler konkursboet eller dødsboet, attesterer, at boet ikke for tiden er i stand til at opfylde kravene.

Stk. 3.

I de i § 1, stk. 1, nr. 3, nævnte tilfælde afgør fonden, hvilket tidspunkt der træder i stedet for fristdagen, om kravet kan tillægges fortrinsret efter konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5, og om udbetaling skal nægtes i medfør af konkurslovens § 95, stk. 2. Er der indledt rekonstruktionsbehandling, regnes den dag, da skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehandling, for fristdag, hvis virksomhedens ophør på grund af insolvens sker inden 3 uger efter rekonstruktionsbehandlingens ophør.

Stk. 4.

I tilfælde af en rekonstruktionsbehandling, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, omfatter garantien krav på løn m.v., der forfalder under rekonstruktionsbehandlingen. Garantien omfatter krav, der i tilfælde af konkurs ville være omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-3. Fonden kan nægte nærstående udbetaling svarende til konkurslovens § 95, stk. 2. Fonden betaler ikke feriegodtgørelse af sine udbetalinger. Afholder lønmodtageren ferie under rekonstruktionsbehandlingen, kan fonden udbetale løn under ferie til brug herfor. Hvis lønmodtageren holder ferie med feriegodtgørelse, udbetaler fonden alene feriegodtgørelse, hvis der ikke er indbetalt det nødvendige beløb til Feriekonto. Udbetaling fra fonden kan kun ske, hvis rekonstruktøren giver samtykke hertil, jf. konkurslovens § 12, stk. 1.

Stk. 5.

I situationer som nævnt i § 1, stk. 2, og hvor virksomheden er ophørt, kan fonden dække krav i samme omfang som nævnt i stk. 1-3.

Stk. 6.

I situationer som nævnt i § 1, stk. 2, og hvor virksomheden ikke er ophørt, kan fonden dække krav i samme omfang som nævnt i stk. 1 og 4.

§ 3

I situationer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale 110.000 kr. til hver lønmodtager for krav nævnt i konkurslovens § 94, nr. 2, og § 95, stk. 1, nr. 1-3 og 5. Krav ifølge en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning), jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., er dog ikke omfattet af den grænse, der gælder for fondens udbetalinger efter 1. pkt.

Stk. 2.

I situationer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4, kan fonden inden for en periode af 18 måneder udbetale op til 3 måneders løn og andet vederlag, jf. § 2, stk. 1 og 4, til hver lønmodtager, dog i alt højst 55.000 kr. Når fonden har påbegyndt en betalingsperiode, kan der i referenceperioden på 18 måneder ikke udbetales ud over de fastsatte begrænsninger efter 1. pkt. i forhold til samme arbejdsgiver. Referenceperioden regnes fra indledningen af den rekonstruktionsbehandling, som først har medført udbetaling fra fonden.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren kan ændre beløbene i stk. 1 og 2 under hensyn til lønudviklingen.

Stk. 4.

I situationer som nævnt i § 1, stk. 2, og hvor virksomheden er ophørt, kan fonden udbetale i samme omfang som efter stk. 1, jf. stk. 3.

Stk. 5.

I situationer som nævnt i § 1, stk. 2, og hvor virksomheden ikke er ophørt, kan fonden udbetale i samme omfang som efter stk. 2, jf. stk. 3.

§ 4

Fonden foretager udbetaling, når kravet er anmeldt og dokumenteret over for fonden. Fonden kan foretage delvis udbetaling.

Stk. 2.

Udbetaling kan kun finde sted, såfremt kravet er forfaldet.

§ 5

Offentlige myndigheder, arbejdsgivere og faglige organisationer skal efter anmodning give fonden oplysninger, der har betydning for afgørelser om udbetaling fra fonden.

Stk. 2.

Fonden kan til brug for administrationen af denne lov få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister § 7.

Stk. 3.

Stk. 2 omfatter alle oplysninger om indkomst m.v. til brug for beregning og udbetaling til lønmodtageren af krav mod en ophørt og insolvent arbejdsgiver, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den, oplysningerne vedrører. Der kan ske samkøring og sammenstilling af oplysninger for at supplere og kontrollere lønmodtagerens oplysninger i forbindelse med udbetaling af krav anmeldt over for fonden.

§ 5a

Fonden skal udveksle oplysninger med offentlige myndigheder og domstole i andre medlemsstater af EU og EØS samt disse staters garantiinstitutioner, når oplysningerne har betydning for afgørelser om udbetaling og inddrivelse.

§ 6

Bestrides kravet af arbejdsgiveren eller hans bo, eller finder fonden, at kravet er utilstrækkeligt dokumenteret, kan fonden henvise lønmodtageren til at søge kravet fastslået ved domstolene.

§ 7

Fonden indtræder i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om fremgangsmåden og vilkårene for tilbagebetaling af garantimidler, gebyr for mangelfuld betaling, omkostninger forbundet med inddrivelse og mulighederne for henstand og eftergivelse af sådanne krav mod arbejdsgiveren og dennes bo. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra Lønmodtagernes Garantifond fastsætte regler om fremgangsmåden ved opkrævning af garantimidler fra arbejdsgiveren eller dennes bo, herunder om anvendelse af en obligatorisk selvbetjeningsløsning.

Stk. 3.

Ved tilbagebetaling, der fastsættes med hjemmel i stk. 2, fastsættes en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med tillæg på 5,75 pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år. Renten beregnes fra udbetalingstidspunktet, til tilbagebetaling er sket. Den maksimale løbetid for en afdragsordning, der fastsættes med hjemmel i stk. 2, er 3 år.

Stk. 4.

Der er udpantningsret for tilgodehavender efter stk. 1, herunder for renter, gebyrer og omkostninger, der pålægges efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 5.

Ubetalte arbejdsgiverbidrag efter de indtil 1. januar 1988 gældende regler kan med tillæg af renter og omkostninger inddrives ved udpantning.

§ 8

Overdrager lønmodtageren de i § 2 nævnte krav, bortfalder adgangen til at opnå betaling fra fonden, medmindre overdragelsen sker til vedkommende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller til vedkommende statsanerkendte arbejdsløshedskasse.

§ 9

Private arbejdsgivere, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v., skal betale bidrag til dækning af fondens udgifter. Kravet om registrering gælder ikke for udenlandske virksomheder og virksomheder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 2.

Finansieringsbidraget skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som forestår opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag fra arbejdsgiverne.

Stk. 3.

Finansieringsbidraget kan opkræves sammen med andre finansieringsbidrag, der af Arbejdsmarkedets Tillægspension opkræves fra arbejdsgiverne.

Stk. 4.

Finansieringsbidrag, der skal opkræves efter stk. 2, og som er under 100 kr. i en betalingsperiode, bortfalder. Opkræves finansieringsbidrag sammen med andre finansieringsbidrag fra arbejdsgivere, jf. stk. 3, udgør bidraget i 1. pkt. summen af de samlede finansieringsbidrag.

Stk. 5.

Lønmodtagernes Garantifond fastsætter størrelsen af finansieringsbidraget til finansiering af fondens udgifter. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, herunder administrationsomkostninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 6.

Finansieringsbidraget beregnes af Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af de samlede bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående periode, hvis længde svarer til den periode, som betaling af finansieringsbidrag vedrører. Bidraget udgør årligt det af fonden fastsatte finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren indbetaler et beløb, der svarer til årsbidraget efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 7.

Arbejdsmarkedets Tillægspension kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende arbejdsgiver, som er nødvendige for at varetage opkrævningen og inddrivelsen af skyldige finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Til brug ved beregning, opkrævning og behandling af finansieringsbidrag er der i nødvendigt omfang adgang til oplysninger i Arbejdsmarkedets Tillægspensions registre.

Stk. 8.

Sker indbetaling af finansieringsbidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af finansieringsbidraget med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Stk. 9.

Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr.

Stk. 10.

Afgørelser om finansieringsbidragspligt og finansieringsbidrag, herunder beregning og opkrævning, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 11.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Lønmodtagernes Garantifond og Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om beregningsperioder og indbetaling af finansieringsbidrag m.v., herunder om forfaldstid og frist for arbejdsgiverens indbetaling. Det kan ved disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling, opkræve et ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling samt eftergive finansieringsbidrag, renter og eventuelle ekspeditionsgebyrer.

§ 10

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om
anmeldelse af krav over for fonden, herunder frist for indgivelse af anmeldelse,
hvilken dokumentation der skal medfølge anmeldelsen,
fondens behandling af krav og
udbetaling fra fonden.

§ 11

Fonden administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. kapitel VII i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 12

Har en lønmodtager givet fonden urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for udbetaling fra fonden, kan beløb, som er modtaget med urette, kræves tilbagebetalt af lønmodtageren.

§ 12a

(Ophævet)

§ 12b

(Ophævet)

§ 13

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme en anmodning fra fonden om oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 5.

Stk. 2.

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådan bødeansvar.

§ 14

Loven finder anvendelse i tilfælde, hvor behandlingen af arbejdsgiverens bo anses som begyndt, eller hvor virksomheden ophører den 1. april 1972 eller senere.

Stk. 2.

(Overgangsbestemmelse udeladt).

Stk. 3.

(Overgangsbestemmelse udeladt).

§ 15

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger .