Find hurtigt svar
Brug vores intelligente søgeassistent og få adgang til bekendtgørelser, vejledninger og afgørelser knyttet til netop denne lov.
§ 1
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at ejere og brugere af jordbrugsbedrifter skal føre og indberette journal over anvendelse af plantebeskyttelsesmidler mod skadegørere, ukrudt og andre uønskede planter samt til nedvisning og vækstregulering i plantekulturer. Ministeren kan fastsætte regler om journalens udformning og indhold.
Stk. 2.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at ejere og brugere af jordbrugsbedrifter har pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med indberetning af journaler som nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at ministeren ved henvendelse til ejere og brugere af jordbrugsbedrifter i forbindelse med indberetninger af journaler som nævnt i stk. 1 alene anvender digital kommunikation. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse typer af dokumenter kan udstedes uden underskrift, med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med dokumenter med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter 2. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som afsender.
Stk. 4.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at ejere og brugere af jordbrugsbedrifter efter ansøgning kan undtages fra pligten til at anvende digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 5.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur.