I denne lov forstås ved:
1) Arbejdsgiver: Den fysiske eller juridiske person, der lader arbejde udføre i et tjenesteforhold.
2) Bygge- og anlægsprojekter: Opførelse og ændring af bygninger og konstruktioner, herunder montagearbejder. Det omfatter også opførelse og ændring af veje, tunneller, broer, havne og lignende anlæg samt grave- og jordarbejde, rør- og kabellægning, reparations- og vedligeholdelsesarbejder og nedbrydning og demontering af de nævnte anlæg eller dele heraf.
3) Byggepladsen: Det område, hvor der udføres bygge- eller anlægsarbejde, herunder opførelse eller ændring af bygninger og konstruktioner, vedligeholdelse af broer og nedgravning af rør på offentlig vej. Byggepladsen omfatter herudover det område, der ved indhegning, skiltning el.lign. er udlagt som byggepladsen med tilhørende oplagspladser, skur- og containerområder, adgangs- og transportveje m.v.
4) Bygherre: Den fysiske eller juridiske person, der betaler for, at et bygge- og anlægsarbejde projekteres og udføres.
5) Hvervgiver: Den fysiske eller juridiske person, som en selvstændig erhvervsdrivende eller en arbejdsgiver har indgået kontrakt med om at levere en tjenesteydelse.
6) RUT-nummer: Det entydige identifikationsnummer, som en udenlandsk virksomhed tildeles af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med registrering i Register for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) i medfør af lov om udstationering af lønmodtagere m.v.