Lov om hold af slagtekalkuner

LBK nr 57 af 11/01/2017
Senest offentliggjort 2017-01-14
Senest ændret 2020-02-26
Denne lov er historisk. Den er blevet ophævet eller erstattet af nyere lov.
!
Navigér lovgivningen nemmere med professionelle værktøjer og intelligent søgeassistent.
Få adgang på mit.lovkompas.dk
Herved bekendtgøres lov om hold af slagtekalkuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 15. maj 2014, med den ændring, der følger af § 69 i lov nr. 1715 af 27. december 2016.
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 17 a træder i kraft den 1. februar 2017, jf. § 24, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kapitel 1

Anvendelsesområde m.v.

§ 1

Reglerne i denne lov finder anvendelse på bedrifter med slagtekalkuner, der holdes til erhvervsmæssigt formål.

Stk. 2.

Loven finder ikke anvendelse på slagtekalkuner, som anvendes i forbindelse med tekniske og videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet.

Stk. 3.

Miljø- og fødevareministeren kan i særlige tilfælde helt eller delvis undtage bedrifter eller hold af slagtekalkuner fra loven.

§ 2

Ved slagtekalkuner forstås i denne lov kalkuner, som holdes med henblik på slagtning til brug for konsum.

§ 3

Ved siden af reglerne i denne lov finder dyreværnsloven og regler fastsat i medfør af dyreværnsloven anvendelse på enhver bedrift med slagtekalkuner.

§ 4

Reglerne i denne lov er minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.

§ 5

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger om forsvarlig behandling af slagtekalkuner og om beskyttelse af disse dyrs velfærd. Ministeren kan endvidere fastsætte regler, som er nødvendige for anvendelsen af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om fravigelse af reglerne i retsakter nævnt i 1. og 2. pkt., i det omfang disse indeholder adgang hertil.

Kapitel 2

Fysiske forhold på bedriften

§ 6

Huse, hvor der holdes slagtekalkuner, skal være tilstrækkeligt oplyst til, at kalkunerne kan se de øvrige kalkuner, undersøge omgivelserne og udvise normal adfærd, samt til, at der kan føres et nøje tilsyn med kalkunerne.

Stk. 2.

Der skal anvendes et lysprogram, der sikrer kalkunerne en døgnrytme med en tilstrækkelig og sammenhængende mørkeperiode til at imødekomme deres adfærdsmæssige og fysiologiske behov. Skumring og dæmring skal imiteres ved en overgang mellem lys og mørke, der skal være tilstrækkelig lang til, at kalkunerne kan nå at indstille sig på de ændrede lysforhold.

Stk. 3.

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om sammensætningen og varigheden af lys- og mørkeperioder, om lysintensitet og om imiteret skumring og dæmring.

§ 7

Den maksimale belægning i et hus, hvor der holdes slagtekalkuner, må ikke overstige 58 kg levende vægt pr. m 2 friareal for haner og 52 kg levende vægt pr. m 2 friareal for høner.

Stk. 2.

Den gennemsnitlige belægning i et hus må ikke overstige 55 kg levende vægt pr. m 2 friareal for haner og 48 kg levende vægt pr. m 2 friareal for høner. Den gennemsnitlige belægningsgrad i et hus måles som den gennemsnitlige belægning for det aktuelle hold og de to forudgående hold slagtekalkuner i samme hus.

Stk. 3.

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at producenten skal stille nærmere angivne oplysninger til rådighed til brug for kontrollen af belægningsgraden.

§ 8

Huse, hvor der holdes slagtekalkuner, skal i hele produktionsperioden have en strøelsesmåtte, der er løs og tør i overfladen.

§ 9

I bygninger, hvor der holdes slagtekalkuner, skal isolering, opvarmning og ventilation sikre, at luftcirkulation, støvindhold, temperatur, relativ luftfugtighed og koncentrationer af luftarter holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for kalkunerne. I varme perioder må temperaturen i bygningerne ikke overstige temperaturen udenfor væsentligt.

Stk. 2.

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om luftcirkulation, støvindhold, temperatur, luftfugtighed og koncentrationer af luftarter.

§ 10

Ventilatorer, fodermaskiner og andre maskiner skal konstrueres, monteres, drives og vedligeholdes på en sådan måde, at de forårsager mindst mulig støj. Pludselig udefrakommende støj skal i videst muligt omfang undgås.

Kapitel 3

Foder og drikkevand

§ 11

Kalkuner skal have adgang til tilstrækkeligt, nærende, afbalanceret og hygiejnisk foder hver dag og tilstrækkelige forsyninger af frisk vand af god kvalitet på alle tidspunkter. Pludselige ændringer, der kan være til skade for kalkunerne, af den type eller kvalitet af foder, der anvendes i fodringsprocedurerne, bør undgås, medmindre der er tale om en nødsituation.

Stk. 2.

Kalkuner skal tildeles kråseflint gennem hele produktionsforløbet. Tildeling kan dog undlades den sidste uge inden slagtning.

Stk. 3.

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om kapaciteten og udformningen af foder- og drikkevandsanlæg.

Kapitel 4

Tilsyn m.v.

§ 12

Kalkuner skal tilses mindst to gange dagligt. Kalkuner, som er syge og tilskadekomne i en sådan grad, at behandling ikke længere er mulig og transport vil medføre yderligere lidelser, skal aflives straks. Døde kalkuner skal fjernes med det samme.

Stk. 2.

Tekniske installationer til foder, vand, temperaturregulering og ventilation samt strøelsens kvalitet skal efterses mindst en gang om dagen.

§ 13

Bygninger og indhegninger, hvor der holdes slagtekalkuner, og udstyr, herunder vandingsudstyr, skal holdes tilfredsstillende rene.

Stk. 2.

De dele af bygningerne, udstyret og redskaberne, som kalkuner er i berøring med, skal rengøres grundigt og desinficeres, inden der indsættes en ny flok.

§ 14

Elektriske systemer, der er af betydning for kalkunernes sundhed og velfærd, skal være forsynet med et alarmsystem, der sikrer, at det opdages, hvis de elektriske systemer ikke fungerer. Alarmsystemet skal testes regelmæssigt.

Stk. 2.

Der skal være en beredskabsplan, der foreskriver, hvordan nødsituationer i forbindelse med strømsvigt skal håndteres.

§ 15

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, hvordan kalkuner skal løftes og bæres.

Kapitel 4 a

Obligatorisk digital kommunikation

§ 15a

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2.

Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el. lign.

Stk. 3.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 15b

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af ministeriet som afsender.

§ 15c

Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2.

Ministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Kapitel 5

Påbud og straf

§ 16

Ved overtrædelse af regler i denne lov eller regler, der er fastsat i medfør af denne lov, kan en myndighed under Miljø- og Fødevareministeriet påbyde den ansvarlige for bedriften inden for en fastsat frist at rette op på de forhold, som ikke er i overensstemmelse med disse regler.

Stk. 2.

Påbud skal meddeles skriftligt. Den, der har ansvaret for bedriften, skal have lejlighed til at udtale sig, før påbuddet meddeles.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges, i det omfang det er nødvendigt for at afværge en væsentlig lidelse for dyrene.

Stk. 4.

Der kan ikke meddeles påbud efter stk. 1, hvis den ansvarlige for bedriften i forvejen er meddelt et pålæg efter dyreværnslovens § 21 vedrørende samme forhold. Et påbud meddelt efter stk. 1 bortfalder, hvis der efterfølgende meddeles pålæg efter dyreværnslovens § 21 vedrørende samme forhold.

§ 17

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelser truffet i henhold til loven eller de i medfør heraf udstedte regler, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.

§ 17a

Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljøog Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2.

Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter

§ 18

Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der undlader at efterkomme et påbud efter § 16.

Stk. 2.

I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttræden

§ 19

Loven træder i kraft den 1. januar 2012.

§ 20

(Udelades)

§ 21

(Udelades)

§ 22

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.