§ 1
Denne lov finder anvendelse på følgende virksomheder og personer:
1) Pengeinstitutter.
2) Realkreditinstitutter.
3) Fondsmæglerselskaber.
4) Investeringsforvaltningsselskaber.
5) Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
6) Sparevirksomheder.
7) Udstedere af elektroniske penge.
8) Forsikringsmæglere, når de formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer.
9) Udenlandske virksomheders filialer her i landet, der udøver virksomhed efter nr. 1-8 og 10-12.
10) Investeringsforeninger og specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmandsforeninger, professionelle foreninger og hedgeforeninger.
11) Virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling.
12) Øvrige virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter.
13) Advokater, når de deltager med bistand ved planlægning eller udførelse af transaktioner for deres klienter i forbindelse med
a) køb og salg af fast ejendom eller virksomheder,
b) forvaltning af klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver,
c) åbning eller forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti,
d) tilvejebringelse af nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af virksomheder,
e) oprettelse, drift eller ledelse af virksomheder eller
f) anden forretningsmæssig rådgivning.
14) Advokater, når de på deres klients vegne og for dennes regning foretager en finansiel transaktion eller en transaktion vedrørende fast ejendom.
15) Statsautoriserede og registrerede revisorer.
16) Ejendomsmæglere.
17) Virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som de i nr. 13-16 nævnte persongrupper, herunder skatterådgivere og eksterne bogholdere.
18) Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, jf. § 3, nr. 5.
19) Danmarks Nationalbank, i det omfang den udøver tilsvarende virksomhed som de i nr. 1 nævnte institutter.
Stk. 2.
Denne lovs § 2 finder anvendelse på forhandlere af genstande samt auktionsholdere.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at loven ikke finder anvendelse på de i stk. 1, nr. 1-12, nævnte virksomheder eller personer i de tilfælde, hvor Kommissionen beslutter det efter artikel 40 i 3. hvidvaskdirektiv.