Lov om folkekirkens institutioner til uddannelse og efteruddannelse af præster

LOV nr 309 af 16/05/1990
RessortBy-, Land- og Kirkeministeriet
Underskrevet1990-05-16
Offentliggjort1990-05-17
4 supplerende dokumenter
i
Find hurtigt svar
Brug vores intelligente søgeassistent og få adgang til bekendtgørelser, vejledninger og afgørelser knyttet til netop denne lov.
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

Uddannelsesinstitutionernes formål er på videnskabeligt grundlag at give:
1) kommende præster i folkekirken en indførende pastoralteologisk uddannelse i præstens arbejdsområder,
2) præster i folkekirken en praktisk-teologisk efteruddannelse og
3) præster i folkekirken en almenteologisk efteruddannelse, herunder også en systematisk orientering i samfundsvidenskabelige, filosofiske, litterære og kunstneriske forhold med henblik på varetagelse af kirkens opgaver i det moderne samfund.

§ 2

Præster og teologiske kandidater samt teologiske studenter har adgang til at deltage i undervisningen efter kirkeministerens nærmere bestemmelse.

Stk. 2.

Kirkeministeren kan bestemme, at uddannelsesinstitutionerne kan give undervisning til andre end de i stk. 1 nævnte personer.

§ 3

Kirkeministeren fastsætter efter indstilling af en af kirkeministeren nedsat permanent arbejdsgruppe vedrørende folkekirkens uddannelsesinstitutioner for præster nærmere regler om uddannelsens indhold og tilrettelæggelse.

§ 4

Uddannelsesinstitutionerne ledes af en fælles bestyrelse, beskikket for en 3-årig periode, bestående af:
1. En repræsentant for Kirkeministeriet.
2. To af landets biskopper, udpeget af kirkeministeren efter indstilling fra biskopperne.
3. To medlemmer udpeget af Den danske Præsteforening.
4. En repræsentant for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionernes øverste ansvarlige daglige ledere deltager i bestyrelsens møder.
Stk. 3. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for uddannelsesinstitutionernes styrelse.

§ 5

Kirkeministeren ansætter øverste ansvarlige daglige ledere og faste lærere ved uddannelsesinstitutionerne efter indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 2.

Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om ansættelsen.

§ 6

Udgifter ved uddannelsesinstitutionernes drift afholdes af fællesfonden, jf. lov om folkekirkens økonomi.

§ 7

Loven træder i kraft den 1. januar 1991. Samtidig ophæves lov nr. 257 af 26. maj 1976 om præstehøjskolen.
Har du spørgsmål til loven? Få hurtigt svar direkte på e-mail. Spørg →