Herved bekendtgøres lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2018, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 8. marts 2016, med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 1664 af 20. december 2016.
§ 1
Det statslige udgiftsloft for finansåret 2018 fastsættes til 454,2 mia. kr., hvoraf det statslige delloft for driftsudgifter udgør 195,3 mia. kr., mens det statslige delloft for indkomstoverførsler udgør 258,9 mia. kr.
Stk. 2.
Det kommunale udgiftsloft for finansåret 2018 fastsættes til 232,7 mia. kr.
Stk. 3.
Det regionale udgiftsloft for finansåret 2018 fastsættes til 110,2 mia. kr., hvoraf det regionale delloft for sundhedsområdet udgør 107,3 mia. kr., mens det regionale delloft for regionale udviklingsopgaver udgør 2,9 mia. kr.
§ 2
Uanset § 1 kan finansministeren foretage en omfordeling mellem det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft for indkomstoverførsler for finansåret 2018, i det omfang det er begrundet i permanente ændringer i fordelingen af udgifter omfattet af det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft for indkomstoverførsler.
Stk. 2.
Finansministeren orienterer Folketingets Finansudvalg om omfordelinger mellem det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft for indkomstoverførsler og offentliggør oplysninger herom på Finansministeriets hjemmeside.
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for finansåret 2018.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.