I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet indtil et beløb svarende til 100.000 euro pr. indskyder.
Stk. 2.
Fonden dækker fuldt ud indskud
1) på indekskonti i henhold til lov,
2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,
3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,
4) på ratepensionskonti i henhold til lov,
5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,
6) på boligopsparing i henhold til lov,
7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,
8) på etableringskonti i henhold til lov,
9) der indestår på advokaters klientkonti,
10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 54 og 61,
11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte, og
12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.
Stk. 3.
Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til forudgående købsaftale, og indskud af provenu af lån med pant i fast ejendom finansieret ved realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet, ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af forpligtelser, der har relation til lånesagen eller ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse af køberen eller sælgeren af ejendommen henholdsvis den, der har optaget lånet med pant i fast ejendom finansieret ved realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer.