§ 1
For børn under 15 år udbetales en skattefri børneydelse. Børneydelsen udgør 16.992 kr. årligt (2011-niveau) for børn indtil det fyldte 3. år, 13.452 kr. årligt (2011-niveau) for børn fra og med det fyldte 3. år og indtil det fyldte 7. år og 10.584 kr. årligt (2011-niveau) for børn fra og med det fyldte 7. år og indtil det fyldte 15. år.
Stk. 2.
For børn mellem 15 og 17 år udbetales en skattefri ungeydelse. Ungeydelsen udgør 10.584 kr. årligt (2011-niveau).
Stk. 3.
Den samlede udbetaling pr. ydelsesmodtager, jf. § 4, kan højst udgøre 35.000 kr. (2011-niveau) årligt, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4.
Overstiger den samlede børne- og ungeydelse efter stk. 1 og 2 beløbsgrænsen i stk. 3, udbetales der i 2011 tillige et beløb svarende til to tredjedele og i 2012 et beløb svarende til en tredjedel af forskellen mellem den samlede børne- og ungeydelse og beløbsgrænsen i stk. 3.
Stk. 5.
Uanset begrænsningen af den samlede ydelse efter stk. 3 og 4 udgør udbetalingen pr. ydelsesmodtager i 2011-2019 mindst et beløb svarende til den samlede ydelse efter stk. 1 og 2 med procenttillæg efter 2. pkt. fratrukket beløbet efter 3. pkt. Procenttillægget udgør 1,3 pct. i 2011, 3,3 pct. i 2012 og 5,3 pct. i 2013 til og med 2019. Beløbet, der fratrækkes efter 1. pkt., udgør 12.000 kr. i 2011-2013, 15.000 kr. i 2014, 18.000 kr. i 2015, 21.000 kr. i 2016, 24.000 kr. i 2017, 27.000 kr. i 2018 og 30.000 kr. i 2019.
Stk. 6.
Såfremt betingelsen i § 2, nr. 5 og 6, ikke er opfyldt, skal beløbet, som barnet ville have modtaget, indgå ved opgørelsen af, om den samlede børne- og ungeydelse overstiger beløbsgrænsen efter stk. 3, jf. dog stk. 4 og 5. Ved en eventuel beskæring af den samlede børne- og ungeydelse reduceres ydelsen efter aldersrækkefølge med det yngste barn først. Først for børn, som opfylder betingelserne, og derefter for børn, som ikke opfylder betingelserne.
Stk. 7.
De i stk. 1-3 nævnte beløb reguleres årligt efter udviklingen i det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks i forhold til indekset for 2009. Reguleringen foretages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit i året 2 år forud for det kalenderår, i hvilket ydelsen udbetales. Beløbene forhøjes eller nedsættes med samme procent som den, hvormed forbrugerprisindekset er ændret i forhold til niveauet i 2009. Ved reguleringen for kalenderåret 2012 nedsættes den beregnede ændringsprocent efter 3. pkt. med 1,9 procentenheder. I 2013 og efterfølgende kalenderår nedsættes den beregnede ændringsprocent efter 3. pkt. med 3,9 procentenheder. Den procentvise ændring beregnes med en decimal. De beløb, der fremkommer efter procentreguleringen, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2012.