Miljø- og fødevareministeren træffer bestemmelse om, hvilke plantearter der skal anses for uønskede, fordi de kan skade afgrøderne, naturen eller landskabet.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af uønskede plantearter, herunder om
1) håndtering og behandling af varer og produkter med indhold af uønskede plantearter,
2) transport ad offentlig vej af varer og produkter med indhold af uønskede plantearter,
3) rengøring af transportmidler, maskiner, redskaber, emballage og lokaler, der har været anvendt til transport, behandling, håndtering og opbevaring af varer med indhold af uønskede plantearter,
4) overdragelse af varer og produkter med indhold af uønskede plantearter,
5) behandling af arealer med forekomst af uønskede plantearter og
6) pligt til at afgive oplysning om forekomst af uønskede plantearter, herunder ved overdragelse af ejendoms- eller brugsret til arealer eller ved anvendelse af maskiner og redskaber m.v., der tilhører andre.
Stk. 3.
I regler udstedt i medfør af stk. 2 kan der fastsættes bestemmelser om, at ministeren kan lade bekæmpelse eller forebyggelse af udbredelse af uønskede plantearter udføre, såfremt påbud herom ikke er efterkommet af ejeren eller brugeren inden for en nærmere fastsat frist. Ministeren kan herunder fastsætte, at bekæmpelsen sker helt eller delvis for ejerens eller brugerens regning.