Lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven

LBK nr 1069 af 14/11/2012
Senest offentliggjort 2012-11-20
Senest ændret 2013-04-10
Denne lov er historisk. Den er blevet ophævet eller erstattet af nyere lov.
!
Navigér lovgivningen nemmere med professionelle værktøjer og intelligent søgeassistent.
Få gratis adgang på mit.lovkompas.dk
Herved bekendtgøres lov nr. 283 af 15. april 2009 om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning af refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven med de ændringer, der følger af § 14 i lov nr. 326 af 11. april 2012.

Kapitel 1

Etablering af SDPI-løsningen

§ 1

Et af KL (Kommunernes Landsforening) 100 pct. ejet aktieselskab (Selskabet) etablerer, driver, vedligeholder og videreudvikler den digitale indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven (SDPI-løsningen).

Stk. 2.

Formålet med SDPI-løsningen er
at give arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen administrative lettelser ved afgivelse af oplysninger til kommunen i sager om sygedagpenge og til Udbetaling Danmark i sager om dagpenge efter barselloven,
at overføre oplysningerne fra arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen til kommunen i sager om sygedagpenge og til Udbetaling Danmark i sager om dagpenge efter barselloven,
at give kommunen administrative lettelser ved modtagelse og behandling af sager om sygedagpenge og at give Udbetaling Danmark administrative lettelser i sa­ger om dagpenge efter barselloven og
at give kommunen oplysning om atypisk sygefravær, som skal indgå i kommunens sagsbehandling, via behandling i systemet for Validering af Atypisk Sygefravær.

§ 2

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om SDPI-løsningens udformning og krav til Selskabet og dets varetagelse af SDPI-løsningen.

Kapitel 2

Forpligtelser for kommunen og Udbetaling Danmark

§ 3

Kommunen har pligt til at modtage indberetninger og dokumentation via SDPI-løsningen til indlægning i kommunens systemer.

Stk. 2.

Kommunen har pligt til at levere oplysninger om resultatet af kommunens behandling af sager om sygedagpenge til SDPI-løsningen og til systemet for Validering af Atypisk Sygefravær.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om kommunens pligt til at modtage og levere data og foretage stikprøvekontrol af indberetningerne.

Stk. 4.

Udbetaling Danmark har pligt til at modtage indberetninger og dokumentation via SDPI-løsningen til indlægning i Udbetaling Danmarks systemer.

Stk. 5.

Udbetaling Danmark har pligt til at levere oplysninger om resultatet af Udbetaling Danmarks behandling af sager om dagpenge efter barselloven til SDPI-løsningen.

Stk. 6.

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om Udbetaling Danmarks pligt til at modtage og levere data og foretage stikprøvekontrol af indberetningerne.

§ 4

Den enkelte kommune er dataansvarlig efter persondataloven for de data i SDPI-løsningen, som skal anvendes i kommunens behandling af en sag om sygedagpenge.

Stk. 2.

Udbetaling Danmark er dataansvarlig efter persondataloven for de data i SDPI-løsningen, som skal anvendes i Udbetaling Danmarks behandling af en sag om dagpenge efter barselloven.

Kapitel 3

Forpligtelser for arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen

§ 5

Arbejdsgiveren og den selvstændigt erhvervsdrivende skal via SDPI-løsningen anmelde sygefravær efter sygedagpengeloven og fravær før 4 uger før forventet fødsel efter barsellovens bestemmelser herom samt anmode om refusion af sygedagpenge efter sygedagpengeloven og dagpenge efter barselloven. Tilsvarende skal arbejdsløshedskassen via SDPI-løsningen afgive oplysninger til brug for kommunens behandling af den sygemeldte lediges sag og afgive oplysninger til brug for Udbetaling Danmarks behandling af et ledigt medlems sag om dagpenge efter barselloven.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om arbejdsgiverens og den selvstændigt erhvervsdrivendes anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion efter sygedagpengeloven og om arbejdsløshedskassens afgivelse af oplysninger til brug for kommunens behandling af den sygemeldtes sag.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om anmeldelse af fravær før 4 uger før forventet fødsel efter barsellovens bestemmelser herom, om anmodning om refusion af dagpenge efter barselloven og om arbejdsgiverens og arbejdsløshedskassens afgivelse af oplysninger i øvrigt til brug for Udbetaling Danmarks behandling af ansøgninger om dagpenge efter barselloven.

Kapitel 4

Forpligtelser for Selskabet

§ 6

Selskabet skal foranledige, at de af Selskabets opgaver vedrørende SDPI-løsningen, der vil kunne udføres af eksterne leverandører, med passende mellemrum sendes i udbud. Beskæftigelsesministeren skal godkende udbudsmaterialet.

Stk. 2.

Opgaver, der er uegnede til udbud, kan udføres af Selskabet.

§ 7

Selskabet skal stille SDPI-løsningen vederlagsfrit til rådighed for arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende, arbejdsløshedskassen og andre, der skal anvende løsningen.

Stk. 2.

Selskabet kan opkræve et gebyr for test forud for tilslutning til SDPI-løsningen. Gebyret må ikke overstige Selskabets udgifter til testen. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om gebyr­op­kræv­ningen.

Stk. 3.

Selskabet skal sikre, at kommunen har fri og uhindret adgang til at modtage de data, som kommunen har ret til.

Stk. 4.

Selskabet skal efter anmodning vederlagsfrit levere udtræk af oplysninger fra SDPI-løsningen til Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet. Dansk Arbejdsgiverforening kan til brug for udarbejdelse af statistik tilsvarende efter anmodning vederlagsfrit få udtræk af oplysninger fra SDPI-løsningen, som er indberettet af Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsvirksomheder.

§ 8

Kommunerne er dataansvarlig for de opgaver, der løses i Selskabet.

Stk. 2.

Kommunerne overlader opgaverne, jf. §§ 6 og 7, til behandling hos Selskabet, som er databehandler for kommunerne.

Stk. 3.

Selskabet handler efter instruks fra kommunerne. Selskabet skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, og mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger. Selskabet skal på kommunernes anmodning give kommunerne tilstrækkelige oplysninger til, at kommunerne kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet.

Kapitel 5

Finansiering af SDPI-løsningen

§ 9

Udgifterne til SDPI-løsningens etablering, drift, vedligehold og videreudvikling afholdes af kommunerne og Udbetaling Danmark i form af bidrag, der beregnes af og indbetales til Selskabet.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om finansieringen af SDPI-løsningen, herunder om kommunernes og Udbetaling Danmarks bidrag til Selskabet.

§ 10

Selskabet må alene benytte bidragene efter § 9 til de nødvendige omkostninger til etablering, drift, vedligehold og videreudvikling af SDPI-løsningen.

Stk. 2.

Selskabet må ikke udbetale udbytte eller foretage anden udlodning af overskud baseret på SDPI-løsningen.

Kapitel 6

Tilsyn, regnskab og revision m.v.

§ 11

Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med overholdelsen af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af loven, herunder fører tilsyn med Selskabets økonomi, drift og opgaveløsning i forbindelse med SDPI-løsningen.

Stk. 2.

Selskabet skal være opbygget på en sådan måde, at aktiviteterne vedrørende SDPI-løsningen er tydeligt adskilt fra Selskabets øvrige aktiviteter.

§ 12

Selskabet skal give beskæftigelsesministeren adgang til alle oplysninger, data og dokumenter vedrørende SDPI-løsningen.

Stk. 2.

Selskabet skal for aktiviteter vedrørende SDPI-løsningen føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte aktieselskaber. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for Selskabets regnskabsføring.

Stk. 3.

Efter at SDPI-løsningen er blevet sat i drift, skal Selskabet udarbejde en årlig redegørelse for arbejdet med kvalitetssikring af SDPI-løsningen, herunder resultater af systemmæssige kontrolrutiner i det forløbne år. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om indholdet af redegørelsen.

Stk. 4.

Rigsrevisor kan kræve Selskabets regnskaber vedrørende SDPI-løsningen forelagt til gennemgang.

§ 13

Hvis Selskabet overtræder bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, kan beskæftigelsesministeren give bestyrelsen eller direktøren pålæg om at bringe forholdet i overensstemmelse med lovens regler. Hvis ikke Selskabet inden for en fastsat frist herfor efterkommer pålægget, kan beskæftigelsesministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Kapitel 7

Misligholdelse

§ 14

Hvis Selskabet groft eller gentagne gange tilsidesætter sine forpligtelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, kan beskæftigelsesministeren overtage etableringen, driften, vedligeholdelsen og videreudviklingen af SDPI-løsningen eller lægge etableringen, driften, vedligeholdelsen og videreudviklingen af SDPI-løsningen ud til en anden offentlig myndighed eller et privat selskab.

Stk. 2.

Hvis beskæftigelsesministeren udnytter sin ret efter stk. 1, betaler kommunerne i stedet bidrag til Beskæftigelsesministeriet, som heraf betaler Selskabets eventuelle ikkedækkede etableringsudgifter og driftsunderskud, jf. kapitel 5.

Kapitel 8

Administrative bestemmelser

§ 15

Beskæftigelsesministeren kan overlade sine beføjelser i henhold til denne lov til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

§ 16

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at visse breve inden for SDPI-løsningen kan sendes uden underskrift, således at et brev uden underskrift m.v. i retlig henseende sidestilles med et brev med personlig underskrift.

Kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

§ 17

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende , jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 3 om kommunens forpligtelser.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 5 om arbejdsgiverens, den selvstændigt erhvervsdrivendes og arbejdsløshedskassens forpligtelser. Beskæftigelsesministeren fastsætter samtidig tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 18.

§ 18

(Udeladt)

§ 19

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.