§ 1
Denne lov finder anvendelse på pengeoverførsler uanset valuta, der afsendes eller modtages af en betalingsformidler i Grønland, når betalingsformidleren er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, en udsteder af elektroniske penge, en sparevirksomhed eller en filial af en tilsvarende udenlandsk virksomhed.
Stk. 2.
Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler, der udføres ved brug af kredit- eller debetkort, hvis
1) modtageren har indgået en aftale med betalingsformidleren, der giver mulighed for at betale for levering af varer og tjenesteydelser, og
2) pengeoverførslen ledsages af en entydig identifikator, der gør det muligt at spore transaktionen tilbage til betaleren.
Stk. 3.
Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler af beløb op til 7.500 kr., der foretages ved hjælp af elektroniske penge som defineret i lov om finansiel virksomhed, hvis
1) der for ikkegenopladelige kort maksimalt kan lagres 1.125 kr. eller
2) der for genopladelige kort maksimalt kan lagres 18.750 kr. inden for et kalenderår og der maksimalt kan indløses 7.500 kr. inden for et kalenderår.
Stk. 4.
Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler gennemført ved hjælp af en mobiltelefon eller andet digitalt udstyr eller it-udstyr, når disse overførsler er forudbetalte og ikke overstiger 1.125 kr.
Stk. 5.
Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler gennemført ved hjælp af en mobiltelefon eller andet digitalt udstyr eller it-udstyr, når disse overførsler er efterbetalte og
1) modtageren har indgået en aftale med betalingsformidleren, som giver mulighed for at betale for levering af varer og tjenesteydelser,
2) pengeoverførslen ledsages af en entydig identifikator, der gør det muligt at spore transaktionen tilbage til betaleren, og
3) betalingsformidleren er omfattet af forpligtelserne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.