§ 1
Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker mod oversvømmelser samt ejendom mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet. Dette formål varetages ved en afvejning af følgende hensyn:
1) Behovet for kystbeskyttelse,
2) økonomiske hensyn,
3) kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og miljømæssige kvalitet,
4) kystlandskabets bevarelse og genopretning,
5) naturens frie udfoldelse,
6) rekreativ udnyttelse af kysten,
7) sikring af den eksisterende adgang til kysten og
8) andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse.
Stk. 2.
Transportministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på kyster og søterritoriet. Transportministeren fastsætter desuden regler om meddelelse af påbud og forbud og om oplysningspligter, hvis sådanne regler er nødvendige for at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov.