§ 1
Der ydes en skattefri kompensation på 1.300 kr. årligt til personer,
1) der ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år, og
2) som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller omfattet af kildeskattelovens afsnit I A den første dag i indkomståret.
Stk. 2.
Til personer, der opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 2, og som har barn eller børn, der ved indkomstårets udløb ikke er fyldt 18 år, ydes i overensstemmelse med de bestemmelser, som følger af § 5, stk. 1-6, en supplerende skattefri kompensation på 300 kr. pr. barn, dog maksimalt 600 kr., hvis barnet den første dag i indkomståret
1) faktisk opholder sig her i landet,
2) ikke har indgået ægteskab og
3) ikke er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, ikke sammen med en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en døgnforanstaltning efter lov om social service eller i øvrigt forsørges af offentlige midler.
Stk. 3.
Opholder barnet sig den første dag i indkomståret i udlandet, skal betingelsen i stk. 2, nr. 1, anses for opfyldt, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, eller hvis der er tale om et midlertidigt ophold som led i et uddannelsesforløb med henblik på at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet.
Stk. 4.
Til personer, som opfylder betingelserne i stk. 1, ydes et skattefrit tillæg på 280 kr.
Stk. 5.
Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på personer, som har valgt beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F.
§ 2
Den kompensation, som er nævnt i § 1, stk. 1, nedsættes med 7,5 pct. af grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 6, i det omfang topskattegrundlaget overstiger et bundfradrag på 362.800 kr. (2010-niveau).
Stk. 2.
Den supplerende kompensation, som er nævnt i § 1, stk. 2, nedsættes med 7,5 pct. af grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 6, i det omfang topskattegrundlaget overstiger bundfradraget efter stk. 1 med tillæg af et fast beløb på 17.333 kr.
Stk. 3.
Det tillæg, som er nævnt i § 1, stk. 4, bortfalder, hvis grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 3, overstiger et grundbeløb på 212.000 kr. (2010-niveau).
Stk. 4.
For ægtefæller finder personskattelovens § 7, stk. 6, anvendelse ved den beregning, der skal foretages efter stk. 1-3.
Stk. 5.
Bundfradraget i stk. 1 og grundbeløbet i stk. 3 reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 5
Den supplerende kompensation efter § 1, stk. 2, ydes til barnets moder, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2.
Har kun faderen forældremyndigheden over barnet, ydes den supplerende kompensation til ham.
Stk. 3.
Har kun den ene af forældrene forældremyndigheden over barnet, og den anden af forældrene godtgør, at barnet bor hos denne, kan den supplerende kompensation ydes til den, som barnet bor hos.
Stk. 4.
Hvis forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke lever sammen, ydes den supplerende kompensation til den af forældrene, der har barnet hos sig. Opholder barnet sig i disse tilfælde lige meget hos begge forældre, ydes den supplerende kompensation til den af forældrene, på hvis adresse barnet er tilmeldt folkeregisteret.
Stk. 5.
Er barnet i privat familiepleje, jf. § 78 i lov om social service, kan den supplerende kompensation ydes til den, der har taget barnet i pleje. Er barnet i pleje hos et ægtepar, ydes den supplerende kompensation til plejemoderen.
Stk. 6.
Når den, der har forældremyndigheden over barnet, er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen ud over 3 måneder, kan den supplerende kompensation ydes til den indsattes ægtefælle, såfremt den indsattes særbarn opholder sig hos denne.
Stk. 7.
Modtager en af de personer, der er nævnt i stk. 2-6, børne- eller ungeydelse efter § 4, stk. 2-5 eller 7, i lov om en børne- og ungeydelse, ydes den supplerende kompensation efter § 1, stk. 2, til denne person uden ansøgning. Udbetales børne- eller ungeydelsen til barnet, sker ydelsen af den supplerende kompensation efter stk. 2-6 dog efter ansøgning til told- og skatteforvaltningen.
§ 11
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om, hvorvidt betingelserne for at opnå kompensation efter § 1 er opfyldt,
2) fortier oplysninger om, hvorvidt vedkommende er berettiget til at opnå kompensation efter § 1, eller
3) overtræder § 6.