§ 2
Arbejdsgivere eller deltagere i uddannelse, jf. § 1 a, kan opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi efter §§ 5-9, jf. dog §§ 3 og 10, for deltagelse i uddannelser, der er omfattet af § 4. Det er et krav, at uddannelsesdeltagere
1) har beskæftigelse i Danmark som lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende og
2) ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger niveauet for en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles hermed, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt af den pågældende de sidste 5 år.
Stk. 2.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi, jf. stk. 1, og kan herunder fastsætte nærmere regler om, hvilke former for beskæftigelse der kan berettige til godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi. Undervisningsministeren kan desuden fastsætte regler om, at det er en betingelse for udbetaling af godtgørelse, at der foreligger en beskæftigelsesperiode forud for en uddannelses påbegyndelse og efter en uddannelses afslutning, eller at arbejdsgiveren udbetaler løn under uddannelsen, jf. § 7, og at der for uddannelsesdeltagere omfattet af visse overenskomster ikke er et krav om forudgående beskæftigelsesperiode.
§ 3
En berettiget modtager, som er nævnt i § 2, stk. 1, kan dog ikke opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi, hvis uddannelsesdeltageren
1) som følge af en uddannelsesaftale indgået i henhold til lov har krav på løn fra en arbejdsgiver under uddannelsen,
2) har ret til godtgørelse fra andre godtgørelsesordninger, bortset fra godtgørelse fra de kompetenceudviklingsfonde, som blev oprettet ved overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked i 2007, eller fra lignende ordninger efter undervisningsministerens bestemmelse eller
3) modtager andre offentlige ydelser, der tilsigter at dække leveomkostningerne.
Stk. 2.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke godtgørelsesordninger der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og regler om, hvilke offentlige ydelser der er omfattet af stk. 1, nr. 3.
§ 5
Berettigede modtagere kan for uddannelsesdeltagere efter § 2, stk. 1, ved deltagelse i uddannelse, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 4, opnå godtgørelse for det tab af indtægt, som deres deltagelse i uddannelsen medfører.
Stk. 2.
Godtgørelse efter stk. 1 ydes pr. undervisningstime, for hvilken der samtidig har været et tab af arbejdsindtægt. Godtgørelsen beregnes ud fra dagpengesatsen således, at godtgørelse for 7,4 undervisningstimer svarer til dagpengesatsens højeste beløb for 1 dag, jf. § 47, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Der kan højst ydes godtgørelse for det antal timer, som inden for det pågældende område svarer til fuldtidsarbejde. Er der lidt et tab af indtægt, jf. stk. 1, kan godtgørelsen pr. dag ydes for mere end 7,4 timer, når medarbejderen har deltaget i et kursus i mere end 7,4 timer pr. dag.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ikke kan udbetales godtgørelse efter stk. 1 for en deltager, der har deltaget i den samme uddannelse flere gange med godtgørelse inden for det samme kalenderår. Endvidere kan undervisningsministeren fastsætte en øvre grænse for det antal uger beregnet på grundlag af en normeret ugentlig arbejdstid, jf. stk. 2, for hvilke der kan udbetales godtgørelse for den enkelte deltager inden for det samme kalenderår.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse efter stk. 2, herunder regler om, i hvilket omfang der kan ydes godtgørelse for deltidsbeskæftigede deltagere i uddannelse.
§ 8
Berettigede modtagere kan for uddannelsesdeltagere efter § 2, stk. 1, ved deltagelse i uddannelse, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 4, opnå tilskud til befordring samt kost og logi, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Der kan ikke opnås tilskud til befordring samt kost og logi, hvis uddannelsen foregår på den virksomhed, hvor deltageren er ansat.
Stk. 3.
Tilskud til befordring udbetales til arbejdsgiveren, hvis denne udbetaler sædvanlig løn til uddannelsesdeltageren under uddannelsen. Tilskuddet udbetales til uddannelsesdeltageren, hvis uddannelsesdeltageren ikke modtager sædvanlig løn under uddannelsen.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud til befordring samt kost og logi, herunder om, at der ikke kan opnås tilskud til befordring samt kost og logi, hvis der ikke kan opnås godtgørelse, jf. § 5. Undervisningsministeren kan desuden fastsætte en bagatelgrænse for udbetaling af tilskud til befordring og til kost og logi samt om eventuel egenbetaling i forbindelse med kost og logi.
§ 11
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan fastsætte regler om ansøgning om godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi efter kapitel 2, herunder om,
1) at ansøgninger, afgørelser og meddelelser om godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi i visse tilfælde kan ske på papir,
2) at uddannelsesstederne skal informere om digital ansøgning og yde vejledning og bistand i forbindelse hermed,
3) indhold og udformning af ansøgningsskemaer,
4) frister for ansøgning,
5) hvilke oplysninger om deltagere og arbejdsgivere der skal fremgå af ansøgningen, og
6) at arbejdsgivere skal attestere ansøgninger, der indgives af deres ansatte.
Stk. 2.
Deltagerens cpr-nummer skal oplyses ved ansøgningen og kan anvendes ved behandlingen af ansøgningen.
§ 13
For deltagere, som er beskæftigede lønmodtagere, og som modtager fuld godtgørelse efter § 5 ved deltagelse i uddannelse omfattet af regler fastsat i medfør af § 4, indbetales det dobbelte af det bidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, sammenholdt med § 2 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner størrelsen af bidraget for hver time, der udbetales godtgørelse for.
Stk. 3.
Deltagere, der er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, betaler 1/3 af bidraget, arbejdsløshedskasserne betaler 1/3 af bidraget, mens private arbejdsgivere, der er registreret efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., betaler 1/3 af bidraget. Hver bidragsandel for 1 uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Stk. 4.
Deltagere, der ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, betaler halvdelen af bidraget, mens private arbejdsgivere, der er registreret efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., betaler halvdelen af bidraget. Hver bidragsandel for 1 uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb. Bidragene finansieres i overensstemmelse med stk. 5-11 og 13-17.
Stk. 5.
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag fratrækker inden udbetalingen deltagerens del af bidraget. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag indberetter endvidere en gang om måneden det samlede ATP-bidrag, der efter stk. 3 og 4 skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension for hver enkelt deltager, til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om et indkomstregister. Bidraget indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.
Stk. 6.
Bidraget fra arbejdsløshedskasserne fastsættes som et bidrag pr. medlem, og bidragets størrelse beregnes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren.
Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren og efter indstilling fra Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af bidrag efter stk. 11.
Stk. 8.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren og efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af forsikrede deltageres eget bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension og om indberetning til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om et indkomstregister.
Stk. 9.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren og efter indstilling fra direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af ikkeforsikrede deltageres eget bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension og om indberetning til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om et indkomstregister.
Stk. 10.
Indbetaler Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, der udbetaler godtgørelsen, ikke bidrag rettidigt, finder § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.
Stk. 11.
Til dækning af arbejdsgiverens del af ATP-bidraget efter stk. 3 og 4 skal private arbejdsgivere, der er registreret efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., betale et finansieringsbidrag. Kravet om registrering gælder ikke for udenlandske virksomheder og virksomheder på Færøerne og i Grønland.
Stk. 12.
Private arbejdsgivere, som ikke er registreret efter lov om afgift af lønsum m.v., og som alene er registreret efter momsloven som følge af køb af varer, som er nævnt i § 46, stk. 1, nr. 8-10, i momsloven, i Danmark eller inden for det øvrige EU, kan efter ansøgning til Arbejdsmarkedets Tillægspension fritages for pligt til at betale finansieringsbidrag efter stk. 11.
Stk. 13.
Finansieringsbidraget efter stk. 11 skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som forestår opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag fra arbejdsgiverne.
Stk. 14.
Finansieringsbidraget efter stk. 11 kan opkræves af Arbejdsmarkedets Tillægspension sammen med andre finansieringsbidrag, der opkræves fra arbejdsgiverne af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 15.
Finansieringsbidrag, der skal opkræves efter stk. 13, og som er under 100 kr. i en betalingsperiode, bortfalder. Opkræves finansieringsbidrag sammen med andre finansieringsbidrag fra arbejdsgivere, jf. stk. 14, udgør bidraget i 1. pkt. summen af de samlede finansieringsbidrag.
Stk. 16.
Finansieringsbidraget fra arbejdsgivere, jf. stk. 11, fastsættes af beskæftigelsesministeren efter forhandling undervisningsministeren og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, herunder administrationsomkostninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 17.
Finansieringsbidraget beregnes af Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af de samlede bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående periode, hvis længde svarer til den periode, som betaling af finansieringsbidrag vedrører. Bidraget udgør årligt det af beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren fastsatte finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren indbetaler et beløb, der svarer til årsbidraget efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 18.
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan indhente de oplysninger hos told- og skatteforvaltningen og andre offentlige myndigheder om den pågældende arbejdsgiver, som er nødvendige for at varetage opkrævningen og inddrivelsen af skyldige finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Til brug ved beregning, opkrævning og behandling af finansieringsbidrag er der i nødvendigt omfang adgang til oplysninger i Arbejdsmarkedets Tillægspensions registre.
Stk. 19.
Sker indbetaling af finansieringsbidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren fra forfaldsdatoen betale renter af finansieringsbidraget med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.
Stk. 20.
Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr.
Stk. 21.
Arbejdsmarkedets Tillægspensions afgørelser om finansieringsbidragspligt og finansieringsbidrag, herunder beregning og opkrævning, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 22.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren og Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om beregningsperioder, modregning og indbetaling af finansieringsbidrag m.v., herunder om forfaldstid og frist for arbejdsgiverens indbetaling. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling, opkræve et ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling og eftergive finansieringsbidrag, renter og eventuelle ekspeditionsgebyrer.
Stk. 23.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om ansøgning om fritagelse efter stk. 12, herunder om dokumentation og tilbagebetaling af bidrag.
§ 14
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag administrerer beregning og udbetaling af godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi i medfør af regler fastsat efter stk. 6 ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
Stk. 2.
På baggrund af ansøgningen og indberettede oplysninger udbetaler Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag godtgørelse og tilskud til befordring til den berettigede modtager uden partshøring. For så vidt angår tilskud til kost og logi, gælder §§ 9 a og 9 b.
Stk. 3.
Afgørelsen om udbetaling skal ledsages af de oplysninger, som den berettigede modtager ellers skulle være gjort bekendt med efter forvaltningslovens § 19. Ansøgeren skal ved afgørelsen informeres om adgangen til at få sagen genoptaget. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan fastsætte en frist for fremsættelse af anmodning om genoptagelse.
Stk. 4.
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag skal efter anmodning fra den berettigede modtager genoptage sagen og eventuelt ændre afgørelsen, hvis den berettigede modtager dokumenterer, at udbetalingen ikke er korrekt eller er baseret på fejlagtige oplysninger.
Stk. 5.
Til brug for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrags administration efter stk. 1 skal offentlige institutioner og private indberette og videregive oplysninger på individniveau til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og det ankenævn, der er nedsat i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Kravet om indberetning og videregivelse omfatter oplysninger, som af vedkommende myndighed skønnes nødvendige i forbindelse med administrationen af godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi efter denne lov, herunder om deltagerens løn i nærmere angivne tidsrum.
Stk. 6.
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan fastsætte regler om beregning, udbetaling og administration af godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
Stk. 7.
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag fastsætter regler om, hvilke offentlige institutioner og private der skal indberette og videregive oplysninger på individniveau efter stk. 5, og om, hvilke oplysninger der skal indberettes og videregives, samt om videregivelse af oplysningerne.
§ 19
Klage over Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrags afgørelse efter §§ 5-9, 10, 10 a og 16 og klage over uddannelsesinstitutionens afgørelse efter §§ 9 a og 9 b kan inden for en frist på 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for det ankenævn, der er nedsat i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 2.
Klage i henhold til stk. 1 indgives til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. dog stk. 3. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag vurderer, om der er grundlag for at give en klager helt eller delvist medhold. Giver Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag ikke klageren fuldt ud medhold, sender myndigheden klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til det ankenævn, der er nedsat i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 3.
Klage i henhold til stk. 1 over afgørelser truffet af uddannelsesinstitutionen indgives til uddannelsesinstitutionen, som vurderer, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Giver uddannelsesinstitutionen ikke klageren fuldt ud medhold, sender uddannelsesinstitutionen klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til det ankenævn, der er nedsat i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.