§ 1
Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke fremstilles, herunder monteres, eller indføres uden tilladelse af Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil.
Stk. 2.
Tilladelse efter stk. 1 gives som en godkendelse til den, der fremstiller, herunder monterer, eller indfører fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler.
Stk. 3.
Ved fyrværkeri i denne lov forstås pyrotekniske artikler, der er konstrueret til at tjene et formål af underholdningsmæssig karakter. Ved pyrotekniske artikler forstås artikler, der indeholder stoffer eller en blanding af stoffer, som er fremstillet med henblik på at frembringe en effekt i form af lys, lyd, varme, gas eller røg eller en kombination af disse, som følge af ikkedetonerende, selvforbrændende, eksoterme, kemiske reaktioner.
Stk. 4.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at pyrotekniske artikler, der er beregnet til anvendelse som udløsermekanisme i sikkerhedsudstyr og selvoppusteligt redningsudstyr, er undtaget fra stk. 1.
Stk. 5.
Til brug ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter stk. 1 kan forlanges en teknisk undersøgelse af fyrværkeriet eller de andre pyrotekniske artikler. Udgifterne hertil afholdes af ansøgeren.
Stk. 6.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at fyrværkeriartikler med begrænset effekt og meget lav risiko, som er beregnet til anvendelse af forbrugere, er undtaget fra stk. 1.