I denne lov forstås ved følgende:
1) Aftagenummer : Et nummer, der entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af elektricitet i nettet, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.
2) Datahub : En it-platform, der ejes og drives af Energinet, og som håndterer måledata, stamdata, nødvendige transaktioner og kommunikation mellem elmarkedets aktører i Danmark.
3) Decentralt kraft-varme-anlæg : Kraft-varme-anlæg, som ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6.
4) Direkte elforsyningsnet : Elforsyningsnet, som er beregnet til levering af elektricitet fra en elproduktionsvirksomhed til en anden elproduktionsvirksomhed eller bestemte forbrugere, og som helt eller delvis erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet.
5) Distributionsnet : Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som har til formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet.
6) Elforsyningssikkerhed: Sandsynlighed for, at der er elektricitet til rådighed for forbrugerne, når den efterspørges.
7) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet.
8) Elværksejet anlæg : Anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov.
9) Forbrugssted : Punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet.
10) Husholdningsforbruger : En elforbruger, der køber elektricitet til eget eller hovedsagelig til eget husholdningsforbrug.
11) Kollektiv elforsyningsvirksomhed : Offentlig eller privatejet elforsyningsvirksomhed med bevilling samt elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions-, eller systemansvarlig virksomhed.
12) Kollektivt elforsyningsnet : Transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere.
13) MW : Måleenhed for elektrisk effekt.
14) Netområde : Et nærmere afgrænset område, hvortil der i medfør af § 19, stk. 2, er givet bevilling til at drive netvirksomhed.
15) Netvirksomhed : Virksomhed med bevilling, der driver distributionsnet.
16) Sammenhængende elforsyningssystem : Kollektive elforsyningsnet med tilhørende anlæg i et større område, som er indbyrdes forbundet med henblik på fælles drift.
17) Systemansvarlig virksomhed : Virksomhed, der har det overordnede ansvar for at opretholde elforsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem.
18) Transit : Transport af elektricitet med henblik på at opfylde aftaler om elhandel, hvor ingen af aftaleparterne aftager eller producerer den pågældende elektricitet her i landet.
19) Transmissionsnet : Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at transportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet.
20) Transmissionsvirksomhed : Virksomhed med bevilling eller elforsyningsvirksomhed, som varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, der driver transmissionsnet.
21) VE-elektricitet : Elektricitet, der fremstilles ved anvendelse af vedvarende energikilder omfattet af lov om fremme af vedvarende energi.
22) Vertikalt integreret virksomhed : Virksomhed eller gruppe af virksomheder, som den eller de samme fysiske eller juridiske personer har ret til direkte eller indirekte at øve kontrol over, og som mindst driver enten transmissions- eller netvirksomhed og mindst enten elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.