I denne lov forstås ved:
1) Bringe i omsætning: Den første gang et energirelateret produkt, uanset salgsmetode, gøres tilgængeligt på EU/EØS’s marked med henblik på distribution eller anvendelse i EU/EØS, enten mod betaling eller gratis.
2) Energirelateret produkt:
a) Ethvert produkt, der indvirker på energiforbruget under anvendelse, og som bringes i omsætning eller ibrugtages, og
b) dele, der er beregnet til at indgå i energirelaterede produkter, som bringes i omsætning, eller som ibrugtages af slutbrugere som særskilte dele, og hvis miljømæssige egenskaber kan vurderes selvstændigt.
3) Erhvervsmæssig ibrugtagning: En virksomheds ibrugtagning med erhvervsmæssigt formål af et energirelateret produkt, som virksomheden har fremstillet eller erhvervet, og som virksomheden ikke bringer i omsætning.
4) Gennemførelsesforanstaltninger: Foranstaltninger vedtaget af unionsmyndighederne, hvori der fastlægges krav til energieffektivitet og miljøvenligt design af bestemte energirelaterede produkter eller krav til miljømæssige aspekter deraf.
5) Ibrugtagning: Slutbrugerens anvendelse i EU/EØS af et energirelateret produkt i overensstemmelse med dets formål.
6) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person i EU/EØS, der som led i sin erhvervsudøvelse bringer et energirelateret produkt fra et tredjeland i omsætning.
7) Komponenter og delkomponenter: Dele, der er beregnet til at indgå i energirelaterede produkter, og som ikke bringes i omsætning, eller som ikke ibrugtages af slutbrugere som særskilte dele, eller hvis miljømæssige egenskaber ikke kan vurderes selvstændigt.
8) Livscyklus: Et energirelateret produkts fortløbende og indbyrdes forbundne faser fra dets anvendelse som råmateriale til endelig bortskaffelse.
9) Producent: Den fysiske eller juridiske person, der producerer energirelaterede produkter, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning for produktet, med henblik på produkternes omsætning eller ibrugtagning under producentens navn eller varemærke eller med henblik på producentens egen anvendelse.
10) Repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU/EØS, og som har fået skriftligt mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af forpligtelserne efter loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning.