I denne lov forstås ved følgende:
1) Driftsleder: Den juridiske eller fysiske person, der ejer en produktionsenhed eller driver produktionsenheden for egen regning.
2) Drivhusgasser: Kuldioxid (CO 2 ), metan (CH 4 ), lattergas (N 2 O), hydrofluorkarboner (HFC), perfluorkarboner (PFC), svovlhexafluorid (SF 6 ) og andre gasformige bestanddele af atmosfæren, både natur- og menneskeskabte, som optager og genudsender infrarød stråling.
3) Kvote: Bevis for retten til at udlede 1 t CO 2 -ækvivalent i en nærmere angivet periode.
4) Luftfartskvoter: Kvoter, der kun kan anvendes til dækning af udledninger fra luftfarten.
5) Luftfartsoperatør: Den fysiske eller juridiske person, der driver et luftfartøj på det tidspunkt, hvor det udfører en af de luftfartsaktiviteter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003, som senest er ændret med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 421/2014 af 16. april 2014, eller ejeren af luftfartøjet, hvis førstnævnte person er ukendt eller ikke identificeret af ejeren, herunder en operatør, der mod vederlag stiller rute- eller charterflyvninger til rådighed for offentligheden med henblik på personbefordring, godstransport eller transport af postforsendelser.
6) Produktionsenhed: En stationær teknisk enhed, der består af et eller flere anlæg beliggende på samme lokalitet, hvorfra der udføres de aktiviteter, der er omfattet af loven og regler udstedt i medfør af loven, tillige med eventuelle andre direkte tilknyttede aktiviteter, der har en teknisk forbindelse med aktiviteterne på stedet, og som kan have indvirkning på udledninger og forurening.